DF-veteran vil tilbage i Folketinget
Det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti vil tilbage på Christiansborg, hvor han sad i otte år.
Christian Langballe vil tilbage i Folketinget for Dansk Folkeparti.
Det siger han til TV Midtvest.
- Jeg trækker i det politiske arbejdstøj igen, fordi jeg ked af den situation, som mit parti står i. Det gør ondt, at vi ligger så lavt i meningsmålingerne, og jeg mener, at der er behov for vitaminer og ilt, siger Christian Langballe til TV Midtvest.
Han sad i Folketinget fra 2011 til 2019, hvor han ved valget ikke fik nok stemmer til at blive genvalgt.
Dansk Folkeparti gik fra 37 til 16 mandater. Det gik blandt andet ud over Christian Langballe, der var opstillet i Viborg.
Dengang erklærede han i Facebook-opslag, at han var helt færdig i dansk politik. Samtidig sendte han en bredside efter både Lars Løkke Rasmussen og Nye Borgerlige.
Opslaget blev dog efterfølgende slettet, og Christian Langballe beklagede sine udtalelser.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har opfordret Christian Langballe til at genopstille.
Christian Langballe er til daglig sognepræst. Han er søn af nu afdøde Jesper Langballe, der også er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.