Tidligere DSU-formand: Jeg har oplevet talrige eksempler på grænseoverskridende adfærd
Tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom fortæller, at hun engang satte sig på en magtfuld mands skød, fordi han sagde, hun skulle. Historien er blot den seneste i rækken af MeToo-oplevelser.
Klap i numsen og upassende bemærkninger fra mænd i magtpositioner.
Vidnesbyrd om sexchikane og krænkende adfærd i mediebranchen er væltet frem de seneste uger, og nu er emnet også for alvor ved at rykke ind bag Christiansborgs mure.
Flere nuværende og tidligere politikere beretter om grænseoverskridende oplevelser, og den radikale folketingspolitiker og ligestillingsordfører, Samira Nawa, har indledt en kamp mod det, hun betegner som en rådden kultur.
Nu blander også tidligere DSU-formand Camilla Schwalbe sig i debatten med en støtteerklæring til de stadigt flere kvinder, der står frem og fortæller om deres oplevelser.
I et opslag på Facebook fortæller hun, at hun har oplevet grænseoverskridende adfærd flere gange.
»Da jeg var DSU-formand - og i det hele taget i politik - oplevede jeg talrige eksempler på grænseoverskridende adfærd fra mandlige politikere og formænd for alskens organisationer. De havde magt, og jeg var ofte i en position, hvor jeg skulle bede dem om noget,« skriver Camilla Schwalbe, som var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom fra 2012 til 2014.
Hun ønsker ikke at uddybe opslaget og vil ikke hænge nogen ud konkret. Ikke for at beskytte dem, men for at beskytte sig selv, skriver hun.
»Jeg tør simpelthen ikke. Nogle gange sagde jeg fra, andre gange ikke,« skriver hun og tilføjer, at særligt én oplevelse har hun fortrudt mange gange.
»Det var, da jeg satte mig på en magtfuld mands skød, fordi han sagde, jeg skulle. Det var en ydmygelse og føltes fornedrende,« skriver hun.
Efter tv-vært Sofie Lindes opråb om sexchikane i mediebranchen har 1.615 kvinder skrevet under på et støttebrev, som kvindelige ansatte hos TV 2 tog initiativ til.
Ligestillingsminister Mogens Jensen har inviteret flere af de kvinder, som har oplevet sexchikane på arbejdspladsen, til møder for at drøfte, hvordan man kan ændre kulturen.
Det drejer sig blandt andre om Sofie Linde og nogle af initiativtagerne til støttebrevet.
Samtidig skal sexchikane diskuteres i Folketingets ledelse, Præsidiet, som skal tage stilling til, om der eventuelt skal foretages en undersøgelse eller på anden vis gribes ind over for problemet.