Fortsæt til indhold
Politik

Ny ambassadør skal åbne døre for modtagecenter uden for EU

For at få modtagecentre for migranter uden for EU opretter regeringen ny ambassadørpost. Bluffnummer, siger V.

/ritzau/

Regeringen opretter en ny ambassadørpost og arbejdsgruppe, der skal arbejde for at lave modtagecentre for migranter uden for EU.

Det skriver Udenrigsministeriet.

- En migrationsambassadør kan være med til at åbne døre for Danmarks forslag om en ny tilgang, hvor vi stopper migrantpresset mod Europa og sikrer, at reelle flygtninge hjælpes hurtigere og bedre i nærområderne, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.

Ambassadøren bliver Anders Tang Friborg, der vil have status af særlig udsending.

Sammen med en arbejdsgruppe fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet skal han både skubbe på for at få modtagecentre uden for EU og forbedre mulighederne for at hjemsende afviste asylansøgere.

- Det bliver alt andet end nemt, siger fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Det var i 2018, at Mette Frederiksen (S), før hun blev statsminister, lancerede idéen om at bremse migrationsstrømmen til Europa ved at lave modtagecentre og hjælpe i nærområderne. Og at lade sagsbehandlingen foregå her.

Planen er dog blevet kritiseret som luftig og svær at gennemføre i Danmark. Og har heller ikke fundet fodslag som en holdbar løsning i EU-regi.

I januar citerede Berlingske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) for, at man ikke havde fundet lande, der var klar til at oprette et modtagecenter.

- Nej, desværre. Jeg vil vældig gerne sige, at vi har været i dialog med et tredjeland, som sagde, at de gerne ville have et modtagecenter, men det er der ikke nogen, der har sagt til os, sagde han.

Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Mads Fuglede, er ikke imponeret.

- Det er et kæmpe blufnummer. Socialdemokratiet og regeringen har lovet noget, som de ikke kan levere på.

- Det er blevet til en evighedssnak. Man taler om stramninger, der ikke kan komme. Modtagecentre er der ingen, som er interesseret i at få.

- Regeringen forsøger at lade som om, at der er fremskridt på det her område. Nu har man oprettet en stilling, hvor man skal betale en mand for at holde snakken i kog, siger Fuglede.

Hos regeringens støtteparti Enhedslisten har udenrigsordfører Eva Flyvholm ikke mildere ord med på vejen til det nye tiltag.

- Det virker fuldstændig usammenhængende. Skulle vi gøre noget for at forbedre det internationale flygtningesystem - og det synes jeg, vi burde - ville det være oplagt at starte med at tage imod flere kvoteflygtninge.

- Jeg tror ikke, denne her ambassadør kommer til at gøre hverken fra eller til. Det tror jeg bestemt ikke.