»Det store spørgsmål er jo, om vælgerne går tilbage til en fuser«
Det seneste parti på den rødgrønne stamtavle slår sig særligt op på én ting: Ingen kompromiser på klimapolitikken. Det kan være farligt for partiet - men særligt én gruppe af vælgere kan måske charmeres, lyder analysen fra Jyllands-Postens politiske redaktør.
Frie Grønne. Det er navnet på det seneste parti på en voksende liste over politiske projekter, der gerne vil på tinge. Faktisk er de allerede i Folketinget, for tre af partiets fire medlemmer er afhoppere fra Alternativet og blev som sådan valgt for liste Å i 2019.
Derfor kan vi allerede fra dags dato forvente at se partiet forsøge gøre sig gældende, men med blot tre mandater og et mantra om »kompromisløshed« i klimapolitikken lyder analysen, at Frie Grønne med al sandsynlighed vil være udfordret.
»I det store hele er de så få, at de ikke kommer til at fylde ret meget på Christiansborg. Men det gjorde Alternativet heller ikke, og Alternativet lærte mig trods alt, at man ikke skal dømme nogen ude på forhånd i dansk politik,« siger Marchen Neel Gjertsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten:
»De har de mandater, de har, og der kan jo være aftaler, som skal indgåes, hvor Mette Frederiksen har brug for netop de mandater. Så i det små kan der sagtens være indflydelse at hente.«
Partiets fire medlemmer er indtil videre Susanne Zimmer, Uffe Elbæk, Niko Grünfeld (som ikke sidder i Folketinget) og Sikandar Siddique, hvoraf sidstnævne vil sætte sig i stolen som politisk leder. Med Alternativets forhenværende leder er der dermed et element af kendisfaktor i partiet, men spørgsmålet er, om det kommer til at gavne det nye, grønne projekt.
»Sikandar Siddique er jo for mange et nyt ansigt. Han er ikke en, som danskerne, som de er flest, kender i forvejen. Når man starter noget nyt, er det vigtigt at have nogle meget klare profiler, der kan trække nogle stemmer. Uffe Elbæk er jo et kendt ansigt, men skal ikke lede partiet, så hvad kan han i en rolle som nummer to?,« siger Marchen Neel Gjertsen.
Samtidig er både Uffe Elbæk og Niko Grünfeld ansigter, der trækker en ikke helt uproblematisk politisk fortid med sig ind i det nye projekt. Efter tilbagegang ved valget i 2019 og stor intern uro i partiet valgte Elbæk selv at træde tilbage som politisk leder i Alternativet, mens Niko Grünfeld i sin tid måtte gå af efter kort tid som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Borgerrepræsentation som følge af en række møgsager.
»Da man startede Alternativet var det med en ren tavle. Det var nyt og repræsenterede et nyt håb og en ambition om at sætte det grønne i centrum. Det er jo ikke der, de starter i dag. Nu er det ligesom de der tavler i folkeskolen, hvor nogen har tværet den gamle skrift ud med en klud, så det kan være helt svært at se, hvad der bliver skrevet på den nu. Man forbinder Uffe Elbæk og Niko Grünfeld med Alternativet, og det er jo ikke nødvendigvis en positiv ting,« lyder vurderingen fra Marchen Neel Gjertsen.
»Det store spørgsmål er jo, om vælgerne går tilbage til en fuser, for det ligner et forsøg på at lave et alternativ til Alternativet. På en måde er det det, man prøver nu. Med Alternativet repræsenterede Uffe Elbæk noget nyt, noget håb, og han drev partiet med den person, han var. Men hans eftermæle i Alternativet nu er jo fnidder og ballade,« siger hun.
Marchen Neel Gjertsen understreger, at det i sin tid lykkedes for Liberal Alliance at skabe en velfungerende politisk platform på vraget af Ny Alliance, der viste sig at være en dødsejler.
»Så det er ikke, fordi der ikke findes fortilfælde. Men jeg vil sige, at det ser meget svært ud.«
Hvad angår partiets løfter om at være fuldkommen kompromisløse i klimapolitikken, kan det ifølge Marchen Neel Gjertsen både vise sig at være et tveægget sværd. På den ene side kan det være vanskeligt at praktisere den slags og samtidig få indflydelse på konkrete politiske aftaler på Christiansborg. På den anden side findes der muligvis et vælgersegment, for hvem kompromisløsheden er et kvalitetsstempel.
»Jeg tror også, at den der kompromisløshed kan tale til ret mange unge mennesker. Mange unge mennesker mener i dag, at klimaet er vigtigere end alt andet. Du så også Nye Borgerlige have succes med meget, meget ultimative krav op til folketingsvalget sidste år,« siger Marchen Neel Gjertsen og fortsætter:
»Traditionelt og parlamentarisk giver det måske ikke mening, men det er slet ikke det samme, som at det ikke giver mening for vælgerne. Det er et meget nemt budskab at stå på, at vi går ikke på kompromis – men om det kan lade sig gøre i praksis, det er en anden sag.«