Fortsæt til indhold
Politik

Tommy Ahlers i front på klima, tilgivelse til Kristian Jensen og meget mere

Venstre har ændret sine ordførerskaber og tegner ny profil for partiet. En gammel kending får igen ordførerskaber og nye ansigter forfremmes.

Venstre justerer profilen med en intern rokade og præsenterer en ny fordeling af ordførerskaber. Det betyder blandt andet, at stemmeslugeren Tommy Ahlers nu overtager pladsen som partiets grønne spydspids og bliver klimaordfører. Det understreger Venstres ambition om en grønnere profil.

Og så er der igen ordførerskaber til partiets tidligere næstformand Kristian Jensen. I januar fik han ellers frataget alle titler efter at have udtalt sig i strid med ledelsens ønsker.

Fremover er Jensen fri- og efterskoleordfører, og det glæder ham:

»Det er glimrende. Jeg er jo søn af to friskolelærere og har brugt meget af mit liv på de frie skoler og efterskolerne. Derfor er jeg så glad for at få de to områder. Vi ved, at med Pernille Rosenkrantz-Theil som minister er det også et område, der er ideologisk kamp om. Hun og S har været meget skeptiske over for friskolerne, og derfor er det et meget vigtigt område.«

Ligger der også en tilgivelse i det, at du får ordførerskaber igen. Du fik jo frataget dem i januar ... Er I videre nu?

»Jeg har været videre længe. Det har jeg ikke tænkt over. Og der er nok flere danskere, som går op i fri- og efterskoler, end der går op i det arktiske ordførerskab, som blev taget fra mig i januar.«

Så det er ligefrem en forfremmelse i forhold til, hvad du havde?

»Jeg går simpelthen ikke op i, om det er en forfremmelse. Jeg glæder mig bare til at komme i gang,« siger Kristian Jensen, der også bliver ordfører for verdensmål og bæredygtighed.

Verdensmålsordførerskabet tilhørte før Marie Bjerre, der blev valgt til Folketinget ved valget for et år siden. Hun forfremmes nu til partiets socialordfører og er dermed en af de få nyvalgte, der tildeles et tungt hovedordførerskab.

»Det er en stor ære at være blevet Venstres nye socialordfører. Jeg er enormt glad for den tillid, som gruppen har vist mig ved at give mig dette tunge ansvar. Jeg vil gå til opgaven med ydmyghed og ser frem til at møde alle de mennesker, hvis hjerter banker for det sociale,« skriver hun til Jyllands-Posten.

På posten som forsvarsordfører, der blev ledig efter Karsten Lauritzens udnævnelse til posten som gruppeformand, indtræder den fynske kending Lars Chr. Lilleholt, som tidligere på ugen også fik plads i partiets gruppebestyrelse.

Se Venstres nye hold herunder: