Ellemann: Det virker som om, regeringen er ved at miste grebet
Venstre formand har svært ved at tro, at statsministeren ikke kendte til Sundhedsstyrelsens plan om at halvere afstandskravet. Mette Frederiksen afviser.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, langer tirsdag hårdt ud efter regeringen og statsminister Mette Frederiksen, som han kritiserer for at være ved at »miste grebet« om coronakrisen.
Han har tidligere rost statsministeren for en effektiv nedlukning af Danmark, men nu er situationen en anden:
»Under genåbningen er det som om, at regeringen er ved at miste grebet,« siger han og anklager blandt andet regeringen for »stor lukkethed« om centrale oplysninger.
Ellemann tvivler nemlig på, at Mette Frederiksen spillede med helt åbne kort, da alle Folketingets partiledere i sidste uge var samlet til forhandlinger på Marienborg om genåbningen af Danmark.
Søndag – dvs. tre dage efter aftalerne om fase 2, 3 og 4 af genåbningen – meddelte Sundhedsstyrelsen, at danskerne som udgangspunk kan nøjes med at holde én meters aftand i stedet for to.
Dén ændring ville flere af partierne gerne have haft besked om under forhandlingerne.
»Der virker ret oplagt, at det har en eller anden form for betydning, når afstandskravet bliver halveret fra to til en meter,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
Under Folketingets spørgetime tirsdag, efterlyste han derfor svar på, hvornår statsministeren fik besked om, at Sundhedsstyrelsen ville lempe afstandskravet.
»Det er vigtigt for tilliden, at forhandlingerne foregår på et ordentligt grundlag. At regeringen ikke tilbageholder oplysninger, som har betydning for forhandlingerne. Det har betydning, når afstandskravet halveres. Det kunne betyde, at 1. og 2. g-eleverne kunne vende tilbage, at museer og højskoler måske kunne åbne, og at vi måske kunne åbne grænsen,« sagde V-formanden.
Mette Frederiksen svarede, at der løbende foregår et arbejde hos sundhedsmyndighederne med at vurdere, om retningslinjerne skal justeres, herunder også afstandskravet.
»Men den endelige anbefaling lå først færdig søndag, hvor den også blev udmeldt,« sagde hun.
Ellemann lød dog tvivlende:
»Jeg har svært ved at tro på, at en statsminister, som sætter en ære i at markere, at hun sidder for bordenden, ikke havde den mindste fornemmelse af, at Sundhedsstyrelsen var på vej med den her ændring,« sagde han.
Mette Frederiksen afviste igen:
»Retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen kom først på plads søndag, og der blev vi informeret umiddelbart før, om hvordan reglerne kom til at se ud.«
Hun mente heller ikke, at der hersker unødig lukkethed omkring regeringens beslutninger under coronakrisen; alt materiale, som ligger til grund for sidste uges politiske aftaler om Danmarks genåbning, er offentligt tilgængelig, påpegede hun.
»Det kan da nærmest ikke blive mere åbent. Men man kan ikke håndtere en coronakrise og en økonomisk krise og lægge alt frem på forhånd,« sagde hun.
Flere partier bakker op om kritik
Flere andre partiledere deler dog Venstres kritik om, ikke at være blevet orienteret om afstandskravets ændring.
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, mener, at partierne har aftalt genåbning på »falske forudsætninger.«
Og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, taler om, at politikerne forhandlede med »blind makker.«
»Hun (Mette Frederiksen, red.) har givet ret i, at beslutningen ikke var truffet på det tidspunkt, hvor vi forhandlede. Men hun kan ikke have været uvidende om, at der har været drøftelser og diskussioner om, at det skulle ændres,« siger DF-formanden til Ritzau.
Også De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, undrede sig over forløbet. Han blev »ægte overrasket«, da han fik nyheden søndag.
Men statsministeren afviste, at partierne forhandlede på et forkert beslutningsgrundlag i sidste uge.
»Vi havde det beslutningsforslag, der var opdateret på det tidspunkt,« sagde hun.

