Fortsæt til indhold
Politik

JP's politiske redaktør: Krise i Alternativet er slet ikke forbi

Trods tillidserklæring til Josephine Fock lørdag er der ikke entydig opbakning, og de interne uenigheder er dermed ikke ovre endnu, vurderer Marchen Neel Gjertsen.

Lørdag aften udtrykte Alternativets 17 mand store hovedbestyrelse, at et "flertal" har tillid til partiets nyvalgte leder Josephine Fock trods hårde anklager imod hendes ledelsesstil.

Tillidserklæringen dækker imidlertid over stor intern splittelse, lyder det fra Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen.

»Det var bestemt ikke en enig hovedbestyrelse. Som jeg hører det fra flere kilder, var der 7 imod Fock og 10 for. Derfor er det slet ikke en entydig opbakning, hun har fået i dag, og det kan betyde, at problemerne fortsætter i partiet,« siger hun.

Nu er spørgsmålet, hvordan Fock reagerer herfra. Men mandag skal Alternativets folketingsgruppe mødes og overveje den svære situation. Det kan blive afgørende, vurderer Marchen Neel Gjertsen.

»Partiet er så delt internt og har så voldsomme konflikter med nogle meget alvorlige anklager som omdrejningspunkt, at Alternativet kan ende med at gå helt i opløsning, uanset om centrale profiler f.eks. vælger at forlade partiet eller det dysfunktionelle forløb fortsætter,« siger Marchen Neel Gjertsen.

Josephine Fock overtog 1. februar posten som partiets politiske leder efter stifter Uffe Elbæk.

Uroen begyndte allerede, da Josephine Fock blev valgt som leder af partiet. Det skyldtes blandt andet, at Alternativets folketingsgruppe havde foretrukket Rasmus Nordqvist, forhenværende politisk ordfører, som ny leder.

Ondt blev imidlertid værre, da Information bragte en artikel baseret på anonyme kilder. Den beskrev krænkende adfærd - endda fysisk ruskeri - over for tidligere ansatte.

Alternativet havde med dagens krisemøde lagt op til endelig at få ro og afklaring efter en turbulent første tid for Fock. Sådan går det næppe.

»Der er intet, som tyder på, at hovedbestyrelsens møde i dag fører til fryd og gammen. Tværtimod står partiet stadig i en skæbnesvanger situation, og det er i sidste ende Focks problem,« siger Marchen Neel Gjertsen.

Allerede lørdag aften kom første indikation på, at partiets trængsler fortsætter. Leila Stockmarr, der har været et fremtrædende medlem af Alternativet, har meldt sig ud af partiet. Det skriver hun på Twitter.