Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Ny boligaftale skal gribe ind mod boligspekulanter

En ny boligaftale medfører en karensperiode fem år, før man må sætte lejen op efter renovering af lejeboliger.

/ritzau/

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet torsdag aften indgået en ny boligaftale.

Den skal gribe ind over for især udenlandske boligspekulanter, der opkøber lejeboliger i København og sætter huslejen op.

Læs her, hvad aftalen indebærer:

  • Spekulantstop: Der indføres en karensperiode, som betyder, at der efter overtagelse og gennemgribende modernisering af en ejendom skal gå fem år, før huslejen må sættes op efter lovens § 5, stk. 2.
  • Grønt incitament: Karensperioden på fem år bortfalder, hvis en ejendoms energiklasse hæves med mindst tre niveauer eller energiforbedres for mindst 3000 kroner per kvadratmeter.
  • Huslejebremse: Lejen vil fremover ikke kunne fastsættes væsentligt over det lejedes værdi (i praksis op til ti procent over), men vil fremover alene kunne fastsættes til maksimalt det lejedes værdi.
  • Grønt energikrav: Der indføres et skærpet grønt energikrav, så der først kan gennemføres forbedringer efter lovens § 5, stk. 2, når ejendommen er bragt op på energiklasse C, eller man har løftet ejendommens energiklasse mindst to niveauer.
  • Forbud mod "flytte-penge": Det skal fremover være forbudt for udlejer at tilbyde lejer penge for at opsige eller fraflytte sit lejemål.
  • Huslejenævn: Der sættes gang i en række initiativer, som vil styrke huslejenævnene og øge gennemsigtigheden i lejeniveauerne.
  • Besigtigelse: For at modvirke fup-moderniseringer, hvor udlejer udskifter nyere installationer alene for at opfylde beløbskrav, indføres krav om, at lejemålets stand før en modernisering skal dokumenteres ved en besigtigelse fra huslejenævnet.
  • Kilde: Transport- og Boligministeriet.