Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Regeringens konkrete forslag til mere overvågning

Regeringen vil torsdag fremlægge sikkerhedspakke med en række konkrete forslag til "massivt" øget overvågning.

/ritzau/

Regeringen vil torsdag præsentere en såkaldt ”sikkerhedspakke”, der indeholder forslag til ”massivt” udvidet overvågning i det danske samfund.

Herunder følger en række af de konkrete forslag, som ifølge statsministeren skal gøre danskerne mere trygge og sikre i det offentlige rum.

  • Regeringen vil foreslå, at politiet skal opsætte ”markant mere tv-overvågning” i form af 300 flere kameraer. Politiet skal kunne sætte dem op på eget initiativ overalt i landet, hvor det vurderes at være nødvendigt.
  • Politiet skal have midler til at anskaffe sig fire mobile overvågningsvogne, der kan overvåge i realtid. De skal kunne sættes ind i forbindelse med alvorlige hændelser.
  • Mulighederne for at overvåge eksempelvis offentlige bygninger skal udvides, så der ifølge statsministeren bliver mulighed for at ”overvåge bredere og ikke kun snævert”.
  • Politiet skal have beføjelser til at kunne pålægge offentlige myndigheder overvågning, hvis der efter politiets vurdering er behov for det.
  • Kommunerne skal have mulighed for, under indragelse af politiet og for egen regning, at lave generel tv-overvågning af det offentlige rum. Det gælder blandt andet i nattelivet tæt på restaurationer.
  • Det skal gøres obligatorisk for alle private og offentlige myndigheder at registrere tv-overvågning i politiets register POLCAM, så alle videoovervågningskameraer bliver registreret et samlet sted.
  • Politiet skal have mulighed for i længere tid at opbevare data fra nummerpladeskanninger. I dag må politiet kun opbevare informationer, som ikke har givet resultat, i 24 timer.
  • Politiet og Politiets Efterretningstjeneste skal i ”ekstraordinære situationer” have mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark og overvåge i realtid.

Kilder: Berlingske