Anders Samuelsen har fået nyt job
Gamle netværk har hjulpet Anders Samuelsen til et nyt job, efter karrieren i politik stoppede brat.
Anders Samuelsen er færdig med politik. Det står klart, efter den tidligere partileder for Liberal Alliance tirsdag annoncerede, at han har fået nyt job.
Siden hans exit fra politik for tre måneder siden, har der ellers været stille om Samuelsen. Men under et besøg hos TV 2 annoncerede han, at han fremover vil operere som selvstændig konsulent.
Hans første opgave i det nye job er kommet i hus hos en velkendt figur i hans netværk, som også spillede en markant rolle i Liberal Alliance, omend det ikke var som politiker.
Det er nemlig blockchain-virksomheden Concordium, som rigmanden Lars Seier står bag, Samuelsen nu skal arbejde for i en periode.
Lars Seier er kendt for at have bidraget med store beløb til Liberal Alliance.
»Der er nogen, der har rakt hånden ud og sagt: ”Din internationale erfaring og din evne til at åbne døre til andre nationer kan vi bruge”,« siger Anders Samuelsen til TV 2 om sin nye rolle.
Anders Samuelsens exit blev ikke helt på hans egne vilkår. For hans formandspost i Liberal Alliance blev stormomsust, efter partiet ved folketingsvalget blev barberet ned til blot fire mandater. Samuelsen selv blev ikke en af de fire.
Før derouten i partiet, som Samuelsen selv har været med til at stifte, var han dog mangeårig partiformand og tjente også som Danmarks udenrigsminister, efter Liberal Alliance gik i regering med Venstre og De Konservative.
Samuelsen har været beskæftiget med politik det meste af sit arbejdsliv, men han forsværger, at han kommer til at blande sig debatten fremover som privatperson.
»Forhenværende skal holde sig ude af politik. Der skal andre til. Befolkningen bad mig holde mund, og det efterlever jeg,« siger Anders Samuelsen til TV 2.