Fortsæt til indhold
Politik

Dansk EU-politiker må vente på godkendelse

Marianne Vind må vente på, at Folketinget er tilbage på sommerferie.

Socialdemokratiets nye medlem af Europa-Parlamentet, Marianne Vind, kan ikke komme i gang med arbejdet i Bruxelles og Strasbourg.

Vind fik pladsen i parlamentet, da Jeppe Kofod måtte forlade sin plads for at blive udenrigsminister i Mette Frederiksens nye S-regering, men hun er nu ramt af det, som hun selv på Facebook kalder administrativt bøvl.

Det er nemlig Folketinget, der skal godkende hende som medlem af Europa-Parlamentet, og da det er gået på sommerferie, kan Marianne Vind ikke for alvor komme i gang med det europæiske arbejde.

På Facebook skriver hun dog, at hun i næste uge tager til Bruxelles for at begynde alt det praktiske arbejde. Det handler bl.a. om it, sikkerhed, adgangskort og andet praktisk.

Hun håber, at hun kan få udvalgsposter i Beskæftigelsesudvalget og Transportudvalget, da det er to områder, som hun førte valgkamp på.

»De sidste par dage har været helt vilde. Efter valget troede jeg, at jeg skulle kigge efter nye udfordringer. Men så ville skæbnen det altså anderledes. Som I nok kan gætte, så glæder jeg mig enormt til arbejdet. Både det politiske i parlamentet - men så sandelig også det store arbejde med at fortælle jer om kampene, forhandlingerne og resultaterne. Og jeg vil gerne prøve at gøre det på en ny måde,« skriver hun.

Marianne Vind er den første dansker nogensinde, der går direkte fra en toppost i fagbevægelsen til en plads i Europa-Parlamentet. Marianne Vind var næstformand i HK/Privat. Ved valget til Europa-Parlamentet den 26. maj fik hun 27.396 personlige stemmer, og det rakte til en plads som førstesuppleant hos Socialdemokratiet.

Det blev vekslet til en plads i Parlamentet, da Jeppe Kofod blev minister.