Politisk flertal åbner for at lempe boligkrav i ghettoplan
Minister vil undersøge, om det er muligt at udvide adgangen til dispensation fra ghettoplanen. Det bekymrer Venstre.
En stribe af landets mest udsatte boligområder har udarbejdet detaljerede planer om at nedrive, sælge og omdanne store dele af deres almene boliger for at imødekomme den ghettoplan, som Folketinget har vedtaget med stemmer fra bl.a. Socialdemokratiet.
Men nu åbner S-regeringen og det nye politiske flertal for at give områderne yderligere dispensationer fra planens krav.
Regeringen vil vurdere om muligheden for at få dispensation fra kravet om at nedbringe andelen af almene boliger »i konkrete tilfælde kan udvides uden for de største byer«, står der i det forståelsespapir, som regeringen har aftalt med De Radikale, SF og Enhedslisten.
Jeg er bekymret. Det lyder som endnu en opblødning af de mange tiltag, vi har taget for at få styr på integrationen i Danmark.
Ifølge ghettoplanen skal landets mest belastede boligområder nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 pct. i 2030. Det kan ske gennem nedrivning, salg til private eller omdannelse til f.eks. ældreboliger. Lovgivningen giver mulighed for dispensationer, og selv om en stribe boligområder allerede har fået blødt kravet op, er det ikke nok, mener Enhedslisten.
»Vi vil gøre, hvad vi kan, for at undgå, at vi skal nedrive eller sælge gode almene boliger,« siger gruppeformand Jakob Sølvhøj (EL).
V: Endnu en opblødning
15 boligområder, der er defineret som »hårde ghettoer«, har udarbejdet planer, der vil betyde nedrivning af ca. 3.200 almene boliger, mens 1.000 andre skal sælges.
De Radikales retsordfører, Lotte Rod, forventer, at det tal nu bliver mindre, og peger på Kolding som et eksempel. Kolding Kommune søgte om dispensation, men blev kun delvist imødekommet og skal derfor rive ca. 250 boliger ned.
»Jeg håber, at Kolding og lignende steder kan få friheden til at gøre det, der giver mening lokalt,« siger Lotte Rod.
Mens boligorganisationer roser initiativet, så advarer Venstre mod at give flere dispensationer.
»Jeg er bekymret. Det lyder som endnu en opblødning af de mange tiltag, vi har lavet for at få styr på integrationen i Danmark,« siger udlændingeordfører Mads Fuglede (V).
Boligminister Kaare Dybvad vil nu undersøge, om dispensationsansøgninger fra ghettoplanen har været »for restriktivt behandlet« af VLAK-regeringen, der fik lovgivningen vedtaget. Men ministeren vil ikke garantere, at det fører til færre nedrivninger eller salg af almene boliger.