DF-par lukker døren for pressen
Pia Adelsteen og Kim Christiansen er færdige med at optræde i medierne for en stund.
Det er slut med at tale med medierne. Dansk Folkeparti-parret Pia Adelsten og Kim Christiansen har brug for en pause.
Og derfor lukker de nu døren for pressen med et sidste interview med Nordjyske.dk.
»Jeg er træt af at få beskeder, hvor der står, at jeg en stor fed pædofil, og få opkald klokken seks om morgenen fra skodjournalister, der ikke vil mig det godt. Hvis man tager opvasken, så ryger der en kop ind imellem. Og jeg har fandme vasket meget op i de 14 år,« siger Kim Christiansen.
Pia Adelsten og Kim Christiansen stillede op til henholdsvis Europa-Parlamentet og Folketinget, men ingen af dem blev valgt trods af politiske karrierer på 12 og 14 år.
I månederne op til folketingsvalget var Kim Christiansen i centrum på grund af sagen om en omfartsvej til at lede tung trafik uden om centrum i Mariager. Der hvor Kim Christiansen og Pia Adelsteen bor og sammen driver kroen Á Porta.
Kim Christiansen er træt af at tale om omfartsvejen, der i kølvandet på balladen endte med at blive en fjerdedel af den oprindelige længde og med en pris på 60-80 millioner kroner frem for 377 millioner.
»Jeg bliver irriteret, når jeg skal læse i pressen, at jeg nærmest er uærlig, fordi jeg har forhandlet mig til en omfartsvej til Mariager. Folk læser overskrifterne og tænker, at nu ”blev han taget med fingrene i kagedåsen” om et forslag, der var bredt flertal bag,« siger Kim Christiansen til Nordjyske.
Kim Christiansen har meddelt, at han ikke stiller op til valg igen. Hans rolle er for fremtiden i Dansk Folkepartis kulisse, og så skal han passe kroen Á Porta.
Hustruen - Pia Adelsteen - vil fortsat vil være politisk aktiv. Hun fortsætter på sin plads i byrådet i Mariagerfjord Kommune, og så afviser hun ikke, at hun igen vil stille op til Folketinget eller Europa-Parlamentet.