Fortsæt til indhold
Politik

LA-bagland om valgnederlag: »Historien om det træ og de stålsatte øjne har klæbet sig til os«

Liberal Alliances vælgerflugt kræver en ny politisk ledelse, konstaterer dele af baglandet.

Var det et udtryk for ren nepotisme, da Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, udpegede sin søster, Mette Bock, som kulturminister og Thyra Frank til ældreminister?

Det mener i hvert fald partiets udenrigsordfører Henrik Dahl, som formentlig er på vej ud af Folketinget efter Liberal Alliances vælgerlussing. Her mistede partiet ni mandater, hvilket fik Henrik Dahl til at rette en bredside mod partiets ledelse, som han mener bør udskiftes.

Fra partiets politiske ordfører, Christina Egelund, der ligesom partileder Anders Samuelsen, ikke er blevet genvalgt, lyder det, at hun ikke har nogen kommentarer til hverken Dahls kritik eller valgresultatet.

Liberal Alliances sundhedsordfører May-Britt Kattrup, som også må vinke farvel til sin plads i Folketinget, ønsker ikke at forholde sig til Dahls kritik, men siger:

»Det har været svært at kommunikere Liberal Alliances budskaber, og så har der været nogle fejl, det må vi også erkende.«

Hvilke fejl?

»Trætoppen er kendt for alle, og det er en fejl, som både er kendt og undskyldt,« lyder det med henvisning til, da Anders Samuelsen kom med et ultimativt krav om topskattelettelser i forbindelse med regeringsforhandlingerne. Krav, som han siden måtte opgive.

»At vi gik i regering var en medårsag til, at vi tabte vælgere, fordi det har været for svært at kommunikere vores politik, når vi har skullet være loyale over for de andre regeringspartier. Men det betyder ikke, at det var en fejl, for Danmark har fået nogle resultater, som vi ikke havde fået, hvis vi ikke var gået i regering,« siger May-Britt Kattrup og peger på skattelettelser, som hun dog erkender, ikke blev så store, som Liberal Alliance havde ønsket det.

Spørger man den fungerende kredsformand i Vestjylland Claus Toksvig, er han dog mere bramfri.

»Man bliver nødt til at pege nogle fingre et sted hen, når man får sådan et resultat, som vi har fået. Anders Samuelsen har tegnet partiet ret skarpt, og når han og partiet får nogle smæk, så er det klart, at der peger nogle fingre i hans retning.«

Claus Toksvig mener ligeledes, at de ultimative krav har hængt ved, og så har partiet tabt den skarpe liberale profil i regeringssamarbejdet, lyder det.

»Det koster at være i regeringen, for man er nødt til at æde nogle kameler, og man skal være fuldstændig skarp til at kommunikere ud, at man er nødt til at lægge stemmer til noget, man ikke bryder sig om. Det må man erkende. Problemet er, at man har forsøgt at sælge visse ting, som man har lagt stemmer til, som liberale ideer.«

Så man har kamufleret visse ting som liberale ideer?

»Ja, det synes jeg indimellem. Der var f.eks. et burkaforbud, som er meget svært at forsvare ud fra liberale principper, men det forsøgte man at sælge som en liberal idé, og den køber folk altså ikke. Det er fint, at man lægger stemmer til det, men sig det dog, som det er.«

Bør det have konsekvenser for partiledelsen?

»Rent nøgtern kan man ikke forsætte med den samme partiledelse efter dette valg. Man bliver nødt til at ryste posen.«

Også kredsformand i Københavns Storkreds Helle Von Wildenrath Løvgreen vurderer, at partiet nu må »handle på en anden måde,« men ønsker ikke at forholde sig til beskyldningerne om nepotisme.

»De har udfyldt deres pladser fint, og man kan i bagklogskabens ulideligt klare lys altid se tingene på en anden måde. Det er super nemt at spørge, om vi har gjort det rigtige, nu når resultatet er kommet. Men jeg skal ikke sidde og bebrejde nogen, for alt er gjort i den bedste mening.«

Hun henviser til partiets vedtæger, hvor der ifølge hende står, at partiformanden vælges på landsmødet, mens den politiske leder vælges i folketingsgruppen.

»Og når Anders Samuelsen ikke længere er en del af den, så er det klart, at der skal komme en anden,« siger hun og kommer med dette bud på årsagen til vælgernes svigt:

»Det er jo, fordi historien om det træ og de stålsatte øjne har klæbet sig til os. Og den evige snak om ministerbiler. Det er lykkedes for andre at komme med den fortælling om os.«

Ifølge Henrik Dahl er Alex Vanopslagh et oplagt valg som ny partileder. Til folketingsvalget var han opstillet som spidskandidat i Vestjylland, og forslaget møder selvsagt begejstring fra kredsformand Claus Toksvig.

»Han er enormt kompetent og står for mig for den linje, som Liberal Alliance bør tegne fremadrettet, så med alle forbehold vil jeg ikke afvise ham som et godt bud.«