Udenlandske medier: En stram udlændingepolitik sejrede i Danmark

Det er især en stram udlændingepolitik, der har banet vejen til Statsministeriet for Mette F., lyder det.

Artiklens øverste billede
Mette Frederiksen og Rasmus Paludan til partilederrunden. Foto: Casper Dalhoff

Mette Frederiksen (S) kan blive statsminister, fordi andre partier, som har peget på hende, har oplevet stor fremgang, og fordi Dansk Folkeparti "kollapser".

Sådan lyder det fra Per Olav Ødegård, udenrigskommentator på den norske avis VG, i kølvandet på det danske valgresultat.

- Til trods for at mange har spået arbejderpartiernes undergang i Europa, fortsætter de med at vinde regeringsmagt. Sidst i Finland og Spanien og nu sandsynligvis i Danmark, skriver han.

Nordmanden fremhæver "en kraftig stramning i asylpolitikken kombineret med øget satsning på offentlig velfærd" som det, der kendetegner Frederiksens fire år som formand for Socialdemokratiet.

Kommentatoren påpeger dog, at det er De Radikales leder, Morten Østergaard, der "har grund til at smile bredest".

Det sker med henvisning til, at De Radikale har udsigt til en fordobling af partiet til 16 mandater.

Også hos amerikanske CNN konkluderer man, "at 41-årige Mette Frederiksen er på vej til at blive Nordens yngste statsminister efter at have vedtaget en hård linje over for indvandring".

- I dette velstående land - der normalt forbindes med dets lighedstanke og en høj placering i globale velfærdsmålinger - har indvandring og velfærd været hovedtemaer forud for onsdagens valg, skriver CNN.

Europakorrespondent for britiske The Guardian Jon Henley fokuserer ligeledes på Socialdemokratiets udlændingepolitik.

- Danmarks mainstreampartier har i de senere år strammet indvandringspolitikken, hvilket tidligere har været reserveret den yderste højrefløj.

- Det er noget, som, indvandrere og menneskerettighedsforkæmpere mener, har ført til mere racisme og diskrimination.

- Men Frederiksen har nægtet at acceptere kritikken af hendes holdning til indvandring, konkluderer Jon Henley.

Ved folketingsvalget har rød blok fået 91 mandater.

Socialdemokratiet står til at opnå cirka samme tilslutning fra vælgerne, som partiet med 26,3 procent og 47 mandater fik ved folketingsvalget i 2015.

Partiet får 48 mandater ved dette valg trods lidt færre stemmer.

På valgnatten har Mette Frederiksen fastholdt, at hun vil gå efter at danne en ren S-regering, og at hun vil holde fast i en stram udlændingepolitik.

Foreløbigt resultat: Mandatfordeling

Senest opdateret kl. 00.15. Kilde: DR

 

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen