Nu skal vælgerne stemme: Valgstederne er åbnet

De sidste timer af valgkampen blev brugt på markante meldinger. Men nu er det tid til, at vælgerne stemmer.

Artiklens øverste billede
Valgkampen har varet siden statsministeren udskrev valget fra Folketingets talerstol 7. maj, og det har dermed været den længste valgkamp siden 1975. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den godt fire uger lange valgkamp slut, og det er nu, at vælgerne skal stemme.

Valgstederne i hele landet er åbnet onsdag klokken 8.00, og man kan stemme, indtil valgstederne lukker klokken 20.00.

I alt kan 4.221.475 personer være med til at vælge, hvem der skal sidde i Folketinget i næste folketingsperiode.

Tallet er opgjort af Økonomi- og Indenrigsministeriet og omfatter også de 17-årige, som fylder 18 år på valgdagen.

Man skal have det valgkort med, som man har fået med posten, når man går hen for at stemme.

Hvis man glemmer sit valgkort, kan man alligevel godt få lov til at stemme, hvis man til gengæld husker legitimation, som for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort.

5. juni er også Grundlovsdag, som er en fejring af indførelsen af den første danske grundlov 5. juni 1849.

Derfor er partilederne og politikere traditionen tro at finde på talerstole rundt omkring i landet, hvor de skal holde deres grundlovstaler.

Valgkampen har varet siden statsministeren udskrev valget fra Folketingets talerstol 7. maj, og det har dermed været den længste valgkamp siden 1975.

Men selv om den har været lang, og der har været masser af tid til at diskutere politik, kom flere politikere alligevel med opsigtsvækkende meldinger på valgkampens allersidste dag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærede tirsdag, at han vil gå efter en regering hen over midten, mens den Radikale næstformand, Martin Lidegaard, har et "inderligt håb" om en SV-regering.

Tirsdag aften mødtes samtlige partiledere fra de 13 opstillede partier så i den sidste partilederrunde "Det sidste ord" på TV2.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen