Alternativet vil gøre det markant lettere at få dansk statsborgerskab

Man skal ikke kunne miste sit danske statsborgerskab, når først man har fået det, mener Alternativet, som bl.a. lægger op til en grundlovsændring. Udlændingeminister Inger Støjberg (V) ryster på hovedet.

Artiklens øverste billede
Statsborgerskab skal bruges som en tillidserklæring, der får nye danskere til at tage Danmark til sig, mener Alternativets udlændinge- og integrationsordfører, Carolina Magdalene Maier. Arkivfoto: Jens Dresling

Står det til Alternativet, skal vejen til et rødbedefarvet dansk pas og de rettigheder, der følger med, være markant kortere end i dag.

Derfor spiller partiet nu ud med tre forslag til et radikalt anderledes regelsæt for dansk statsborgerskab. Bl.a. skal en permanent opholdstilladelse være nok til at give dansk statsborgerskab, og man skal som udgangspunkt ikke kunne miste statsborgerskabet, når først man har fået det.

»For os er statsborgerskabet en aktiv del af integrationsprocessen. Vi har længe ment, at det skal være nemmere at blive dansk statsborger,« siger integrations- og udlændingeordfører Carolina Magdalene Maier og uddyber:

»Mange taler om, at statsborgerskab er en belønning, man får, når man har vist, at man er dansk nok. Vi vender den om og siger, at statsborgerskabet er en tillidserklæring, vi giver til den enkelte. Vi tror på, at det får folk til at føle sig mere velkomne og dermed mere villige til at ville være en del af samfundet.«

Forslaget om, at man ikke skal kunne fratages dansk statsborgerskab, gælder også kriminelle, eksempelvis bandemedlemmer med udenlandske rødder, bekræfter Carolina Magdalene Maier.


»Hvis du begår kriminalitet, skal du straffes efter dansk straffelov. Vi kan ikke begynde at tage statsborgerskabet fra folk,« siger hun og henviser til Statsløsekonventionen, som Danmark har tilsluttet sig. Den gør det umuligt at fratage statsborgerskabet fra en person, hvis vedkommende dermed bliver statsløs.

Skal man heller ikke kunne miste det, hvis man har dobbelt statsborgerskab?

»Nej, ikke som udgangspunkt. Vi vil overveje det, hvis man begår landsskadelig virksomhed, men ellers mener vi ikke, at man skal kunne fratages statsborgerskabet, når først man har fået tildelt det. Heller ikke selv om man begår kriminalitet.«

Så I vil gøre det lettere at få statsborgerskab, men stort set umuligt at få frataget det?

»Ja, det vil vi. Vi tror på, at folk i Danmark, der opfylder vores kriterier, gerne vil vores land og bidrage. Det vil langt de fleste.«

Hvis et bandemedlem med udenlandske rødder begår grov kriminalitet igen og igen, kan han i dag miste statsborgerskabet. Hvorfor skal det ikke længere være konsekvensen?

»Fordi vi ser på den isolerede hændelse. Et bandemedlem, der begår hård kriminalitet, skal i fængsel hver gang. Han skal straffes for sin forbrydelse − ikke for, hvilket land han oprindeligt kommer fra,« siger hun.

Udfordrer grundloven

For det andet foreslår Alternativet, at alle børn, der fødes i Danmark af herboende forældre med fast bopæl, automatisk får dansk statsborgerskab ved fødslen. I dag skal mindst én af forældrene som udgangspunkt være dansk statsborger.

»Det er super mærkeligt, at man ikke er dansk statsborger, hvis man bliver født af forældre med permanent ophold og ser ud til at skulle vokse op, gå i skole og have hele sit liv i Danmark. Hvorfor skal man så ikke have de samme rettigheder som danske statsborgere?« spørger Carolina Magdalene Maier.

Flygtninge er som udgangspunkt ikke omfattet, før de opnår permanent opholdstilladelse, forklarer ordføreren. Men står det til Alternativet skal flygtninge kunne søge om permanent opholdstilladelse efter fem år i Danmark. Hensigten er bl.a. fjerne flygtningenes usikkerhed for fremtiden, forklarer ordføreren.

I dag skal man som udgangspunkt have boet lovligt i Danmark i otte år, for at kunne få søge om permanent ophold.

Som tredje punkt foreslår Alternativet, at tildelingen af statsborgerskab flyttes ud af hænderne på politikerne. I dag er det sådan, at Folketinget to gange om året vedtager et lovforslag om »indfødsrets meddelelse«, der giver nye danskere dansk statsborgerskab. Ordningen skyldes, at grundloven slår fast, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.«

Alternativet finder det principielt forkert, at den enkelte ansøgers mulighed for at blive statsborger afhænger af et politisk flertal i Folketinget. Derfor skal personer med permanent ophold i Danmark kunne blive statsborgere ved blot at afgive en erklæring, foreslås det.

»Vi ved godt, at vi støder ind i en grundlovsudfordring, så den del af udspillet har nok lidt længere udsigter,« erkender Carolina Magdalene Maier.

Støjberg: Stort nej tak

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) er lodret uenig i samtlige forslag:

»Alternativets forslag vil gøre det meget lettere at få dansk statsborgerskab og næsten umuligt at få smidt de folk ud, som ikke opfører sig ordentligt,« siger hun og beskriver dansk statsborgerskab som et stort privilegium.

»Ud over den ære, det er at kunne kalde sig dansker, følger der også en udvidet grad af beskyttelse med. Så det er altså noget, man virkelig skal række ud efter og gøre sig fortjent til.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.