Overblik: Det skete onsdag på valgkampens 23. dag

S afgav et klimaløfte, mens V lovede 300 millioner til at lempe erhvervslivets skatter og afgifter.

Artiklens øverste billede
Venstre præsenterer på et pressemøde udspillet "17 initiativer for et stærkere erhvervsliv". Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Folketingsvalget 5. juni rykker tættere og tættere på. Valgkampens 23. dag bød på nye udspil fra de to centrale partier, Socialdemokratiet og Venstre. Et var om klima, det andet om erhverv.

Læs her om valgkampens 23. dag:

Socialdemokratiet afgiver klimaløfte

  • Socialdemokratiet lover, at der inden for det første år af en ny regeringsperiode skal igangsættes en række tiltag på det grønne område.
  • Partiets delmål frem mod 2050 er, at udslippet af drivhusgasser skal reduceres med 60 procent i 2030.
  • Klimaudspillet indeholder en række initiativer, der skal bidrage til at nå målet. En del er allerede kendte.
  • Det gælder en halv million elbiler, fem vindmølleparker, flere krav om energibesparelser, en jordreform i landbruget og en skovfond.
  • Som noget nyt vil Socialdemokratiet arbejde for en europæisk flyafgift, så luftfartsselskaber får incitament til at benytte energieffektive fly og mere bæredygtigt brændstof.

Venstre præsenterer erhvervsudspil

  • Venstre præsenterer på et pressemøde udspillet "17 initiativer for et stærkere erhvervsliv".
  • Centralt i udspillet er et løfte om at bruge 300 millioner kroner årligt på at lempe skatter og afgifter for erhvervslivet.
  • Statsminister og Venstreformand Lars Løkke Rasmussen afviser, at Venstre er uambitiøs på erhvervslivets vegne, når partiet samtidig vil bruge samlet 69 milliarder kroner frem mod 2025 på velfærd.
  • De mange milliarder skal gå til at sikre samme serviceniveau, selv om der kommer flere ældre.

Kristian Thulesen Dahl går ikke af ved tilbagegang

  • Dansk Folkeparti står skidt i meningsmålingerne, men formand Kristian Thulesen Dahl har ikke tænkt sig at gå af som formand, selv hvis det ender med en markant tilbagegang. Det siger han til B.T.
  • - Jo sværere det er for DF, jo vigtigere er det, at kaptajnen på broen bliver stående og er parat til at føre skibet ind i sikker havn igen, siger han.

Radikale står til bedste måling

  • De Radikale har ramt den politiske topform og står i den nyeste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, til at få 9,1 procent af stemmerne. Det er den højeste opbakning siden marts 2014.
  • - Det er dejligt, det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Det er selvfølgelig kun en måling, men tendensen peger i den rigtige retning, siger politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen.

Løkke har talt med Søren Gade efter udtalelser

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger onsdag, at han har talt med Søren Gade om Gades udtalelser oven på EP-valget.
  • Gade, som var en af EP-valget store stemmeslugere, har sagt, at han ikke vil misbruges i en folketingsvalgkamp. Han tilføjer, at han ikke har følt, at partiet har bakket ham nok op forud for EP-valget.
  • Da Venstre onsdag holdt pressemøde om partiets erhvervsudspil blev Lars Løkke Rasmussen spurgt til Gades udtalelser. Her siger Løkke:
  • - Jeg snakkede med Søren flere gange i går og bare vent at se, der er ingen problemer der. Nu tager vi sammen i Café Hack på lørdag.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen