Falske Facebook-profiler debatterede hos Stram Kurs

Facebook har lukket falske profiler og venstrefløjsgrupper ned under valgkampen.

Artiklens øverste billede
Facebook har lukket en række falske profiler under valgkampen, bl.a. profiler, der debatterede hos Stram Kurs. Foto: Stephen Lam/Ritzau Scanpix

Der er længe blevet spekuleret i, om fake news på sociale medier vil komme til at påvirke det danske folketingsvalg.

Knap to uger inde i valgkampen, oplyser Facebook, at de har slettet flere falske profiler, der har deltaget i den politiske debat hos partiet Stram Kurs.

Det skriver DR Nyheder.

»På Facebook skal man være den, man siger, at man er. Det skal være rigtige mennesker, og man skal bruge sit rigtige navn. Vi ser, at det ofte er fra falske profiler, at for eksempel misinformation og svindelnumre kommer fra,« siger Martin Ruby, politisk chef for Facebook i Norden, til DR Nyheder.

Flere af de falske profiler har under valgkampen haft travlt med at deltage i debatter på partiets Stram Kurs’ side og på andre politikeres Facebook-sider. Flere af dem har delt Stram Kurs’ videoer og indlæg og været ”tagget” på de samme billeder og ”checket ind” de samme steder som partiets leder Rasmus Paludan og folketingskandidat Uwe Max Jensen.

To af profilerne gik under navnet ”Kasper Thim”, som i flere debatter har givet sig ud for at være en del af Stram Kurs, og som har brugt profilbilleder af to forskellige unge mænd.

Mens andre af profilerne gik under brugernavne, der kunne lyde mere som dæknavne eller pseudonymer, og som gik igen hos det højreradikale medie Dagens Blæser.

Partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, oplyser til DR Nyheder, at han er blevet kontaktet af ”Kasper Thim”, men ikke ved, hvem der gemmer sig bag profilerne.

Han understreger, at det er uacceptabelt at benytte falske profiler under valgkampen, hvis man er en del af partiet Stram Kurs.

I alt har DR forelagt Facebook 25 profiler, som det sociale medie har konkluderet stred mod retningslinjerne. Facebook har også lukket en række venstrefløjsgrupper, men ønsker ikke at oplyse hvilke.

Alene sidste år blev to milliarder falske profiler lukket af Facebooks automatiske overvågningsfunktion eller af ansatte, der undersøgte mistænkelige profiler. Men Facebook har ikke tal på, hvor mange profiler de har fjernet under valgkampen.

I et interview med Jyllands-Posten i marts, kaldte Facebooks nordiske, politiske chef, Martin Ruby, lukning af falske profiler et af deres stærkeste redskaber mod misinformation og påvirkning af valget.

Facebook har styrket sin forebyggende indsats mod fake news under valgkampe efter kritik af deres håndtering af det amerikanske valg, fortalte Martin Ruby, politisk chef for Facebook i Norden, i et interview med Jyllands-Posten i marts. Foto: Carsten Snejbjerg

»Falske profiler er noget af det, vi slår hårdt ned på, og vi er blevet meget bedre til det over de seneste år. Hver eneste dag bliver der lavet nye, og hver eneste dag lukker vi en masse ned. Men det er et våbenkapløb. Hver gang vi bliver bedre, prøver de andre aktører at blive bedre til at finde måder at gøre det på,« sagde han til Jyllands-Posten.

For det sociale medie ligger der måneders forberedelser forud for det danske valg, og allerede i maj sidste år mødtes den globale teknologigigant med bl.a. Indenrigs- og Justitsministeriet, de politiske partier og Politiets Efterretningstjeneste, PET.

For første gang under et dansk valg tilbyder Facebook i år partier og ministerier en direkte telefonisk adgang til sine ansatte, så politikerne hurtigt kan indberette mistænkelige opslag, profiler eller lignende på deres Facebook-profiler.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen