Carl Holst kalder Venstre en »dysfunktionel familie« og peger fingre ad Lars Løkke i ny bog
Da Venstres Carl Holst blev ramt af skandalesager følte han sig svigtet af statsminister Lars Løkke Rasmussen, skriver han i ny bog.
93 dage nåede folketingsmedlem Carl Holst (V) i sin tid at være forsvarsminister.
Posten fik han i sommeren 2015, men inden bladene endnu var faldet af træerne, trak han sig fra jobbet, efter den ene dårlige sag havde afløst den anden i dækningen af ham.
Dengang medførte det en stor personlig nedtur for Holst, som endte med at holde orlov fra Folketinget.
Nedturen er en af de centrale emner i en ny bog, hvor Carl Holst blandt andet fortæller, at han midt i sin krise følte sig svigtet af sin partiformand, statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Det selvom de to tidligere havde haft et tæt forhold.
»Jeg forsøgte uden held at ringe til Lars Løkke et par gange, men han ringede ikke tilbage. Og jeg tror ikke, at det var et udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer. Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det,« står der i et uddrag fra bogen, som forlaget Momenta har offentliggjort.
Den tumultariske periode i hans politiske karriere er et centralt emne i bogen, som dog også forfølger en anden fortælling.
Carl Holst vælger nemlig også at runde de konsekvenser, det har fået for Venstre, at partifæller i 2014 var tæt på at vælte Lars Løkke Rasmussen af pinden som formand for partiet.
Ifølge Holst, der ikke stiller op ved det kommende folketingsvalg, præger hændelserne for fem år siden fortsat partiet den dag i dag.
»Vi kan i Venstre ikke skyde skylden på medierne, for det, der blev sagt og skrevet om motiver og bevæggrunde, var vand ved siden af, hvad vi sagde til hinanden på tomandshånd (...) På den måde er vi i Venstre blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab,« skriver Holst i bogen.