Fortsæt til indhold
Politik

Transportordfører giver kritikere råt for usødet

Bølgerne går højt i debatten om behovet for en omfartsvej til 377 mio. kr. ved Mariager.

En omfartsvej til 377 mio. kr. ved Mariager har i den grad sat sindene i kog. Ikke mindst på de sociale medier, hvor idemanden til den omdiskuterede vej, Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen, tilsyneladende har fået nok af de efterhånden mange kritiske kommentarer.

På Facebook skriver Kim Christiansen følgende. Og ja, folketingspolitikeren er citeret ordret:

»Hold kæft hvor har alle I medløbere sat jer ind i sagen. Mon ikke bare I mangler lidt indhold I jeres røvkedelige liv...

Den omfartsvej bliver en kæmpe gevinst for Mariager, men selvfølgelig ikke for alle SoMe-tosser, der bare skal af med deres frustrationer over ikke at have drevet det til noget her i livet.«

TV2 lod forleden behovet for en omfartsvej komme an på en prøve, da tv-stationen lod et kamera køre i 12 timer i træk for at tælle op, hvor megen såkaldt tung trafik, der i løbet af en normal mandag kører igennem Mariagers bymidte. Resultatet af trafikoptællingen var overskueligt:

Fire lastbiler og en bus - på 12 timer.

Blandt de mange, som har kommenteret Kim Christiansens optræden i TV2 og på Facebook, er den gennemgående holdning, at pengene kunne være brugt til noget andet end en omfartsvej ved Mariager. Nogle taler om pamperi og magtmisbrug, andre er mere konkrete med, hvad pengene kunne være gået til. Det gælder eksempelvis Bjarne Sandberg, der skriver:

»Der bor 2.500 mennesker i byen. For den pris, den vej koster, kan man forære samtlige familier i byen en ny familiebil.«

En anden debattør, som har reageret på Kim Christiansens bramfri ytringer, er adm. direktør og ejer af We Do Communication, Anna Thygesen. Hun skriver:

»Man tror jo det er løgn. Det her er magtarrogance i allerhøjeste potens. Man kan nærmest se, hvordan han ønsker journalisten ad helvede til...Nu med sofistikeret kommentar fra hovedpersonen i kommentarsporet....Hov, nu har KC slettet sin kommentar. Se den i Nikolaj Vraas opslag ovenfor.«

Kim Christiansen sagde tirsdag, at han ikke har flere kommentarer til sagen generelt. Men han kritiserer debatten i Danmark:

»Debatkulturen har taget en svinsk drejning. Folk sidder med udokumenterede sandheder fra pressen og sviner folk til. Og det har jeg reageret på, for jeg har også en grænse for, hvor meget jeg vil lade mig svine til på sociale medier. (...)Og det er det, jeg påpeger overfor Anna Thygesen,« sagde Kim Christiansen til TV2.

Opslaget er nu slettet på Facebook.