Alternativet mistænker afhopper for at tage centrale papirer med til S
Lækkede mails viser, hvordan næstforperson fik udleveret dokument med planerne for Alternativets ageren efter et folketingsvalg timer inden partiskift. Imens vil tidligere kasserer politianmelde partiet for regnskabsrod.
Afhopperes afgang fra Alternativet sender nu nervøse trækninger gennem partiorganisationen.
En lækket mail viser, hvordan man frygter, at centrale strategipapirer om partiets ageren efter et valg ender i de forkerte hænder.
Det drejer sig om to dokumenter, som den netop stoppede næstforperson Vilhelm Stamp efterspurgte, timer inden han fredag meldte sig ud og skiftede til Socialdemokratiet.
Han fik udleveret det ene dokument, som omhandler Alternativets strategi for forløbet for folketingsgruppen ugerne efter det kommende folketingsvalg, hvor partiet har bebudet, at man i en dronningerunde vil pege på sig selv som statsministerparti. Det andet dokument, udkastet til Alternativets politiske smertegrænse ved eventuelt kommende regeringsforhandlinger, har han ifølge sig selv fået overleveret indholdet af mundtligt.
Jeg har under hele min tid som næstforperson haft adgang til dybt fortrolige dokumenter.
Alternativets ageren efter valget har haft stor bevågenhed, netop fordi det kan blive afgørende for en kommende regeringsdannelse. Skulle det ikke lykkes at finde opbakning til partiets statsministerkandidatur blandt andre partier, har de bebudet, de vil »tage deres mandater ud af ligningen«.
I en mail til over 100 personer med tillidsposter i partiet, skriver hovedbestyrelsen efter Vilhelm Stamps udmeldelse:
»Vilhelms straksindmeldelse hos S gør os meget bekymrede i forhold til den mail, han sender aftenen inden, hvor han altså beder om at få udleveret oplysninger, som kunne være ødelæggende for Alternativet, hvis de havnede i de forkerte hænder.«
Vilhelm Stamps udmeldelse har sammen med endnu en udmeldelse fra hovedbestyrelsesmedlem og tidligere kasserer Theis Hansen skabt kaos i en i forvejen konfliktramt organisation. Udmeldelsen har også ført til en disput med den tidligere kasserer, der vil politianmelde partiet for regnskabsrod.
S: Bare rolig, Alternativet
Vilhelm Stamp afviser at have haft en bagtanke med at bede om dokumenterne:
»Når jeg interesser mig for det her, er det jo, fordi det er mit job på det tidspunkt. Jeg har under hele min tid som næstforperson haft adgang til dybt fortrolige dokumenter. Jeg forstår godt, hvordan det isoleret set virker mærkeligt, men det var jo først dagen efter, jeg traf beslutningen om at melde mig ind i Socialdemokratiet.«
Han understreger, at han aldrig kunne finde på at videregive de følsomme dokumenter til sit nye parti, hvilket han allerede inden udmeldelsen informerede partiets anden næstforperson om, fortæller han.
I Socialdemokratiet er man »glade« for det nye medlem, oplyser gruppesekretær Henrik Dam (S) i en skriftlig kommentar:
» Alle, der brænder for en ny retning for Danmark, synes vi selvsagt burde overveje at melde sig ind i Socialdemokratiet. Vi kan berolige vores venner i Alternativet med, at vi ikke har fået større indsigt i deres strategi nu end tidligere.«
Alternativets forperson, Poul Brandrup, der er medunderskriver på den omtalte mail, er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens forespørgsel om interview.