Forsker: Forslag om gps til demente giver ikke mindre bureaukrati

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil have raske ældre til at give samtykke til brug af gps med en fremtidsfuldmagt. Fuldmagten skal tages i brug, hvis de senere i livet udvikler demens og bliver ’dørsøgende’ - det vil sige, hvis de jævnligt vandrer væk fra deres bolig for så ikke at kunne finde tilbage igen. Det skriver TV2.

Som det er nu, betragtes brug af gps til demente i Serviceloven som en form for magtanvendelse, og godkendelse til brug kræver derfor en omstændelig søgningsproces og vurdering af behovet for brug. Det er myndighederne, der skal vurdere, om der kan bruges en gps til at overvåge en dement borgers færden. Det ønsker man at ændre på med det nye forslag.

»Det her handler først og fremmest om at give folk muligheden for selv at tage stilling,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Hvis det derimod bliver muligt for borgere selv at tage stilling til, om de vil give tilladelse til gps, allerede før demensen indtræder, vil den, fuldmagten er givet til, kunne give tilladelsen, uden at der skal søges om det hos kommunen først.

Men ifølge forsker i socialret og lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Eva Naur Jensen, er det ikke nødvendigvis helt sådan, det vil forholde sig.

»For at en fremtidsfuldmagt kan blive sat i værk, skal den pågældende person være i en tilstand, hvor de ikke længere selv er i stand til at tage stilling. Og det er der jo nogen, som bliver nødt til at gå ind og vurdere, om de er,« siger hun.

Derfor mener hun, at forslaget om at give folk mulighed for at give en fremtidsfuldmagt med tilladelse til brug af gps vil være lige så administrativt tungt, som den nuværende søgningsproces er.

For Trine Bramsen (S), er det vigtigste argument for forslaget dog elementet af selvbestemmelse, hvilket der ifølge hende er mange ældre, som efterspørger.

»Hvis man eksempelvis får at vide, at man er ved at blive dement, kan man med det her forslag lave alt forarbejdet, så det ikke er ens pårørende, der skal tage stilling til det, når tiden kommer,« siger hun.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens, findes der ingen officiel statistik over, hvor mange personer med demens, som årligt forsvinder fra eget hjem eller plejebolig. Man regner dog med, at over halvdelen af personer med demens før eller siden bliver midlertidigt væk, og man ved, at deres forsvinden i nogle tilfælde medfører tragiske dødsfald.

Antallet af demente, som forsvinder, bliver ikke registreret centralt, men Nordsjællands Politi var i perioden juli 2007 til juni 2008 involveret i eftersøgning af 112 personer med demens. Ifølge Alzheimerforeningen svarer det til ca. 1000 eftersøgninger om året på landsplan.

Ifølge Eva Naur Jensen er risikoen for, at folk forsvinder eller er dørsøgende, større i tilfælde, hvor den demente borger har en svag tilknytning til folk omkring sig. Eller hvis de føler sig ensomme og bor i eget hus eller lejlighed, og kun får meget få besøg af plejepersonalet. Utryghed, rastløshed og ensomhed ser ud til at øge risikoen for, at den demente bevæger sig væk fra sin bolig.

»Vi ved, at jo mere personale der er, og jo stærkere relationer der er til folk omkring borgeren, desto mindre ser man, at folk er dørsøgende,« siger Eva Naur Jensen.

Derfor mener hun også, at når man i forvejen har lavet regler, som vil gøre det vanskeligt at gøre brug af gps, så handler det om, at man ikke vil gøre det alt for let at spare på personaleressourcer.

»Min største betænkelighed ved at udvide adgangen til at bruge gps er, at det kan friste til at spare på personalet og dermed give de demente mindre af den tætte menneskelige kontakt,« siger hun.

Det er Peter Kofod, som er retsordfører for Dansk Folkeparti, og som har været med til at fremsætte forslaget dog uenig i.

»Det er ikke en spareøvelse, vi lægger op til her. Tværtimod ser jeg gerne, at der bliver sat rigtig mange ressourcer af til ældre- og handicapområdet, så det er overhovedet ikke det, der er motivationen til det her forslag,« siger han.