Millioner til V-ministers investering: Derfor godkendte ministerium støtte
Godkendelsen skete på trods af, at Erhvervsministeriet var bekendt med, at uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) ejede anparter i firmaet Rfrsh, der arrangerer computerspilsturneringen Blast Pro Series.
Erhvervsministeriet forklarer godkendelsen af finanslovsmillioner til en V-ministers investering med, at ministeren planlagde at sælge sine anparter inden offentliggørelsen af beslutningen.
Selve godkendelsen skete på trods af, at ministeriet var bekendte med interessekonflikten, hvor uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) ejede anparter i firmaet Rfrsh, der arrangerer computerspilsturneringen Blast Pro Series
Det drejer sig om 6 mio. kr., der specifikt blev afsat til computerspilsturneringen Blast Pro Series. Godkendelsen skete den 30. maj 2018. Ahlers solgte sine anparter den 13 juni 2018. Senere blev puljen forhøjet og ansøgningsprocessen udvidet.
Jyllands-Posten har spurgt Erhvervsministeriet hvorfor:
»Erhvervsministeriet blev d. 22. maj 2018 oplyst om, at den nyligt tiltrådte uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers snarest muligt ville afvikle sit engagement i Rfrsh Entertainment. Det var derfor vurderingen, at der med afhændelsen af engagementet ikke længere ville være en interessekonflikt, ligesom ministeren ikke ville kunne drage økonomisk fordel af det påtænkte tilskud til Blast Pro,« skriver ministeriet og fortsætter:
»Den 30. maj gav Erhvervsministeriet tilslutning til, at der på finanslovsforslaget kunne prioriteres midler til e-sport og Blast Pro. Dette skete også henset til, at den endelige godkendelse af ministeriets finanslovsforslag først ville ske efterfølgende - nærmere betegnet d. 29. juni. Det var således god tid efter at uddannelses- og forskningsministeren fik afhændet sit engagement i Rfrsh, hvilket i øvrigt blev gennemført den 13. juni i år.«
Af dokumenter til finansloven fremgår det, at det i begyndelsen alene var Blast Pro Series, der stod til at modtage seks mio. kr. Hvorfor dem alene?
»Regeringen har haft et ønske om at videreføre Blast Pro, men det har samtidig været ønsket at komme bredere ud og derved satse på, at flere fremover kan gøre sig gældende i e-sport. Med finanslovsforslaget for 2019 vil regeringen således fremme udviklingen af e-sport i Danmark generelt.«
»Det kan ske ved at promovere Danmark internationalt som førende e-sportsnation, bl.a. gennem afholdelse af e-sportsevents i lighed med det, der blev afholdt sidste år i Royal Arena med ca. 12.000 tilskuere, 130 medierepræsentanter fra 14 lande – og med ca. 5 mio. seere online plus tv-seere i 78 lande og territorier.«
I det endelige forslag til finanslov står, at 10 mio. kr. skal gå til »fremme af arbejdet med e-sport, herunder afholdelse af e-sportsevents, bl.a. Blast Pro Series«. Det er altså ikke længere alene Blast Pro Series, der kan opnå støtte, og puljen er vokset til 10 mio. kr. Hvorfor ændres det?
»Det er helt normalt, at regeringen som led i færdiggørelsen af finanslovsforslaget løbende drøfter bevillingers formål og størrelse. I forbindelse med finanslovsforslaget for 2019 valgte regeringen i sidste ende at prioritere 10 mio. kr. – og ikke 6 mio. kr. – til at fremme arbejdet med e-sport.«
»Samtidig blev det besluttet at lave en åben og bred pulje, hvor flere aktører kan søge midler fra. Det skete som sagt bl.a. ud fra ønsket om at komme bredere ud og derved satse på, at flere fremover kan bidrage til at markedsføre Danmark som e-sportsnation.«
Hvorfor fremgår Blast Pro Series specifikt i regeringens finanslovsforslag, når andre firmaer inden for e-sport ikke fremgår?
»Det er vigtigt at understrege, at puljen på finanslovsforslaget er en åben ansøgningspulje, som kan søges af alle aktører, som ønsker at fremme arbejdet med e-sport i Danmark.«
»Det er en politisk prioritering, at man har ønsket at nævne Blast Pro Series som en aktør, der er lykkedes med at fremme e-sport i Danmark. Med referencen til Blast Pro Series tænkes på, at der sidste år blev afholdt en event i Royal Arena med ca. 12.000 tilskuere, 130 medierepræsentanter fra 14 lande – og med ca. 5 mio. seere online plus tv-seere i 78 lande og territorier.«