Løkke besøger Grønland i skyggen af regeringskrise
Landsstyreformand Kim Kielsen undersøger mulighederne for at danne en ny koalition i Grønland.
Mindre end fem måneder nåede Grønlands koalition at sidde, før samarbejdet slog revner.
Søndag trådte løsrivelsespartiet Partii Naleraq ud af den Siumut-ledede koalitionsregering i protest mod planerne om, at Danmark sandsynligvis skal bidrage økonomisk til Grønlands storstilede lufthavnsprojekt.
Dermed har landsstyreformand Kim Kielsen (Siumut) mistet sit flertal, og han står nu i spidsen for en mindretalskoalition bestående af socialdemokratiske Siumut, borgerlige Atassut og partiet Nunatta Qitornai.
Kim Kielsen fortsætter dog på posten som formand for det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, og afviser på nuværende tidspunkt et nyvalg. I stedet vil han i den kommende tid undersøge mulighederne for at danne en ny koalition:
»Jeg skal snakke med andre partier, om der er grundlag for en koalition og om at danne en koalition indtil Inatsisartut begynder igen (til efterårssamlingen 28. sep., red.),« siger Kielsen til KNR.
Regeringskrisen indtraf belejligt nok dagen før, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag besøger Grønland for at aftale et dansk bidrag til lufthavnsprojektet. Aftalen forventes at kunne underskrives senere på dagen.
Udvidelsen af lufthavnene i byerne Nuuk og Ilulissat og anlæggelsen af en ny lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland er et af de største infrastrukturprojekter i Grønland i nyere tid med en samlet, anslået pris på over 3,5 mia. kr.
Fra dansk side har regeringen særligt fokus på projektet, fordi den kinesiske entreprenørgigant China Communications Construction Company er udvalgt som prækvalificeret til at byde på byggeriet. Dansk medfinansiering kan således være en måde at holde kineserne ude.
Men Partii Naleraq vil ikke acceptere indblanding eller økonomisk bistand fra København:
»Staten (Danmark, red.) blander sig direkte i politik, og dermed stilles der store spørgsmål om grønlændernes evne til at gøre noget selv. Det vil vi ikke være med til, vores mål har været grønlandsk selvstændighed i en årrække, og når der gøres sådan nu, kan vi se, at vi bliver svækket. Og det vil vi ikke være med til,« sagde partiformand Hans Enoksen på et pressemøde søndag.
I kulissen står Grønlands næststørste parti, socialistiske IA med Sara Olsvig i spidsen, klar til at forhandle om at træde ind i en eventuel ny koalition.
»Vi har endnu ikke fået en invitation fra Kim Kielsen, men når den kommer, vil vi deltage i dialogen. IA er altid klar til at tage ansvar,« siger hun til KNR.
Med Siumuts 10 mandater og IA’s 8 mandater er de to partier store nok til at danne flertal sammen. Der skal 16 mandater til.
Efter planen er der pressemøde med Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen i Nuuk kl. 17.45 dansk tid.