Fortsæt til indhold
Politik

Radikale: Vi har ikke nogen plan B

De Radikale satser hele butikken på at få Mette Frederiksen trukket væk fra Dansk Folkeparti. Partiets krav til S er til gengæld ikke ultimative.

De Radikale kræver en skriftlig garanti fra Mette Frederiksen (S) for at ville pege på hende som statsminister efter næste valg.

Men partiet har ingen nødplan klar i skuffen, hvis missionen fejler, og det ikke lykkes at trække Socialdemokratiet væk fra Dansk Folkeparti og over i en mere socialliberal, radikal retning.

Det meddelte partileder Morten Østergaard på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde tirsdag.

»Vi har ikke nogen plan B. Vi kommer med det her ønske, fordi vi tror på, at vi kan få en ny retning for Danmark,« sagde han.

Det lader altså ikke til, at Radikale kan finde på at støtte Alternativets statsministerkandidat Uffe Elbæk eller pege på Morten Østergaard selv som regeringsleder.

Vi peger på Mette Frederiksen, fordi vi er i opposition til Lars Løkkes regering.
Morten Østergaard (R)

Skal man tro Morten Østergaard, så er han til gengæld klar til »at gå linen« ud og forhindre, at Mette Frederiksen bliver statsminister, hvis ikke hun imødekommer De Radikales krav om indflydelse.

Konsekvensen af de dybe uenigheder i oppositionen kan blive, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister − enten med den nuværende VLAK-regering eller med en ny konstellation eventuelt sammen med Dansk Folkeparti.

De Radikales støtte til Mette Frederiksen er betinget af, at en S-regering »gør sig uafhængig« af Dansk Folkepartis politik. Det skal Mette Frederiksen garantere på forhånd i form af en politisk aftale, forlanger Morten Østergaard. Aftalen skal klart og tydeligt definere den kommende regerings kurs på en række centrale områder.

For det første skal udlændingepolitikken ikke defineres af DF. Derudover skal klimapolitikken, uddannelsesområdet og den grønne omstilling prioriteres højere end i dag. Danmark skal tættere på EU, og det skal være nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Konkret vil R blandt andet sænke beløbsgrænsen for udlændinge, der gerne vil til Danmark for at arbejde. I dag skal personer fra lande uden for EU tjene mindst 418.000 kroner om året for at kunne arbejde i Danmark, og det er for højt, mener R. Derudover skal green card-ordningen genindføres, og der skal etableres mulighed for at rekruttere folk på et såkaldt sæson-visa, mener partiet.

»Det er temaer, som vi er nødt til at være enige om, hvordan vi håndterer. Men selvfølgelig må vi drøfte, hvad vi kan blive enige om at gøre ved det. Der må alle være klar til at bøje sig,« lød det fra Østergaard.

Radikale kræver altså at blive imødekommet på alle områderne - ikke bare et enkelt. Dog stiller partiet ikke ultimative krav om, hvor meget lempeligere udlændingepolitikken skal være, eller hvor meget lettere det skal være at få udenlandsk arbejdskraft hertil. Her er partiet parat til at indgå kompromiser, fastslår Morten Østergaard.

»Vi er ikke gratis til salg. Vi har nogle synspunkter, som vi kæmper for. Vi holder politikken forrest − og så er vi selvfølgelig klar til også at indgå kompromiserne,« sagde han.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil ikke umiddelbart kommentere kravet fra De Radikale:

»Det vil jeg meget gerne vende tilbage til onsdag, hvor vi holder pressemøde i forbindelse med vores sommergruppemøde, siger hun til Ritzau.

Mette Frederiksen har tidligere bebudet, at hun ønsker at danne en ren S-regering, der vil føre udlændingepolitik med blandt andre de borgerlige og Dansk Folkeparti. Begrundelsen er, at et stort flertal af danskerne og partierne i Folketinget støtter en stram udlændingepolitik.

På tirsdagens pressemøde afviste Morten Østergaard at ende med at pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

»Vi peger på Mette Frederiksen, fordi vi er i opposition til Lars Løkkes regering. Jeg har forstået det sådan, at ham og Kristian Thulesen Dahl (DF) nærmest er på vej i regering sammen efter næste valg. Det tyder ikke på meget uafhængighed fra det, vi har set de seneste fire år,« sagde han.

Direkte adspurgt om R direkte eller indirekte kommer til at føre Løkke til magten svarede gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen (R):

»Nej, det er ikke planen. Vi vil have en anden politik og en anden retning.«