Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Grøn aftale samler alle partier om mere havvind og biogas

Aftale letter elafgifter, indfører tre havmølleparker og sætter et mål på 55 procent vedvarende energi i 2030.

/ritzau/

Efter ugers forhandlinger blev samtlige partier i Folketinget fredag enige om en ny energiaftale, der rækker frem mod 2030.

Se dele af den her:

* Hele Danmarks elforbrug i 2030 kan dækkes af grøn energi. Samme år skal vedvarende energi dække 55 procent af det samlede energiforbrug.

* Der etableres tre havvindmølleparker på samlet mindst 2400 megawatt (MW) frem mod 2030.

* Der afsættes 4,2 milliarder kroner til udbud, hvor forskellige teknologier som landvindmøller og solceller kan konkurrere om at levere grøn strøm til laveste pris.

* Afgifter på el og elvarme sænkes med godt to milliarder kroner i 2025 (eksklusive moms).

* Der afsættes en pulje på over fire milliarder kroner til at udbygge produktion af biogas. Der reserveres en andel til økologisk biogas.

* Der afsættes 500 millioner kroner årligt i 2021-2024 til en markedsbaseret tilskudspulje til en målrettet energispareindsats, primært i erhvervslivet.

* Der afsættes en reserve på 400 millioner kroner i 2025 og 500 millioner kroner årligt til yderligere indsatser fra 2026 til fremme af vedvarende energi.

* Der afsættes en pulje til grøn transport på i alt 500 millioner kroner i 2020-2024. Den skal fremme grøn mobilitet og transport.

* Parterne er enige om at udfase kul i den danske elproduktion inden 2030 og tilslutter sig dermed det internationale initiativ med samme mål.

* Puljen til forskning i energiteknologi øges til en milliard kroner i 2024. Dermed når den atter op på niveauet fra før 2015.

Kilde: Regeringen.