EU-flertal vil fjerne dansk særregel om dagpenge
EU-kompromis vil give adgang til danske dagpenge efter en måned i Danmark. »Et nederlag,« erkender Troels Lund Poulsen (V).
Polakker og tyskere kan fremover få lettere adgang til danske dagpenge, stik mod danske politikeres ønsker.
Torsdag ventes et flertal af EU-landene at trække tæppet væk under, hvad der hidtil har lignet en dansk sejr i slagsmålet om EU’s fri bevægelighed. EU-Kommissionen havde foreslået at blåstemple en dansk særregel om, at EU-borgere skal arbejde tre måneder i Danmark, før de kan få adgang til dagpenge. Men det krav vil et flertal af landene nu lempe til én måneds beskæftigelse.
Det vil betyde, at f.eks. en tysker eller en polak efter en måneds arbejde i Danmark vil kunne få ret til danske dagpenge, hvis vedkommende har arbejdet 11 måneder i sit hjemland, før han kom hertil.
»Vi er alvorligt bekymrede for følgerne for hele vores kollektive forsikringssystem. Det er desværre endnu et udtryk for, at mange lande trækker EU i den forkerte retning. Der er en markant mangel på respekt for den danske velfærdsmodel,« siger EU-ordfører Peter Hummelgaard (S).
Den danske særregel er af flere jurister blevet vurderet som ulovlig forskelsbehandling af EU-borgere. Men skiftende regeringer har kæmpet for den, og for et år siden fremhævede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udsigten til en blåstempling af reglen som et af regeringens mærkbare resultater i EU.
»Regeringen har gjort regning uden vært,« konstaterer Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, i dag.
Minister ærgrer sig
I 2017 brugte 41 EU-borgere - inklusive danskere - muligheden for at tælle beskæftigelse i andre EU-lande med, da de optjente retten til danske dagpenge. Med en karensperiode på blot én måned vil det tal stige, vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jens Arnholtz.
»Flere vil få adgang til danske velfærdsydelser hurtigere, men jeg tror ikke, at effekten vil være dramatisk,« siger han.
For beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er sagen »et nederlag«:
»Det er korrekt, at vi ikke er vidne til nogen folkevandring. Det ændrer ikke på, at dette er et principielt spørgsmål, som dybest set også kan rokke ved den folkelige opbakning til EU.«
Den danske regeringen stemmer da også nej til forslaget, når det behandles torsdag.