Annonce
Politik

EU's svindeljæger fastholder anklage mod Messerschmidt

Olaf står fast på, at Morten Messerschmidt ikke samarbejder med svindelefterforskningen, men svarer ikke på, hvorfor han ikke er blevet indkaldt til afhøring.

Sjusk og anklager om svindel med EU-midler kostede i 2016 Morten Messerschmidt posten som Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet. Siden har han været sygemeldt med stres, men er nu tilbage og stiller op til Folketinget ved næste valg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Trods Morten Messerschmidts anklager om løgne og politiske motiver, så står EU's antisvindelenhed, Olaf, fast på, at DF-politikeren ikke samarbejder om at nå til bunds i anklagerne om mulig svindel med EU-midler.

Messerschmidt har ikke udleveret de informationer, som Olaf har bedt ham om, skriver efterforskernes pressekontor i en mail til Jyllands-Posten fredag.

»Olaf har bedt hr. Messerschmidt om information flere gange. Til dato har vi ikke modtaget den ønskede information,« står der.

Messerschmidt erkender fejl i strid med EU's svindeljæger

I mere end et år har Olaf efterforsket DF-europaparlamentarikeren og anklagerne om mulige svindel med EU-midler i organisationerne Meld og Feld, som Messerschmidt tidligere var involveret i. I denne uge udbrød der åben krig mellem parterne om, hvem der bærer skylden for, at efterforskningen tilsyneladende er gået i stå.

Tre hurtige

OLAF er EU’s antisvindelenhed, som efterforsker misbrug, svindel og fusk med EU-midler. Sidste år afsluttede enheden i alt 197 undersøgelser, og åbnede 215 nye efterforskninger.

MELD stod for »Movement for a Europe of Liberties and Democracy« og var en politisk partialliance, der bestod af EU-skeptiske partier, herunder Dansk Folkeparti. Meld blev grundlagt i 2012 og var delvist finansieret af EU. Morten Messerschmidt var en del af ledelsen, og sad som formand i et år.

FELD stod for »Foundation for a Europe of Liberties and Democracy« og var en politisk fond tilknyttet MELD. Også FELD modtog støtte fra EU.

Både MELD og FELD blev lukket ned ved udgangen af 2015.

Morten Messerschmidt rettede flere hårde angreb mod Olaf, som han beskyldte for at tale usandt og som han endda mistænker for at være ude i et politisk korstog mod ham på grund af hans EU-modstand, sagde han torsdag til Jyllands-Posten.

Særligt er Messerschmidt dybt fortørnet over, at Olafs efterforskningschef Dominik Schnichels på et pressemøde i Bruxelles onsdag blev spurgt til efterforskningen og beskrev Messerschmidts samarbejde som »ikke ideelt.«

»Vi har skriftligt udbedt os en redegørelse for et års tid siden. Og vi har rykket for svar flere gange, men vi har intet hørt,« sagde Dominik Schnichels.

En påstand, som Messerschmidt hårdnakket afviser. Han har flere gange bedt Olaf om at konkretisere, hvilke informationer, han skal udlevere, men har aldrig fået svar retur, hævder han.

»Når man på den her måde udtaler sig og spreder usandheder på et pressemøde, så er der virkelig et problem. Jeg er temmelig oprevet, og jeg synes i den grad, det er ufint,« sagde Messerschmidt til Jyllands-Posten.

Hverken han eller Olaf vil udlevere deres indbyrdes korrespondance om sagen, selvom den kunne vise, hvem der har ret.

Olaf har desuden ikke ønsket at svare på, hvilken information, man har bedt Messerschmidt om at udlevere. Der henvises til, at efterforskningen stadig er i gang, og derfor har antisvindelenheden ikke mange yderligere kommentarer. Pressekontoret bekræfter dog, at Morten Messerschmidts rolle efterforskes, og at han fik besked om dét tilbage i 2017:

»Vi kan bekræfte, at hr. Messerschmidt er blevet oplyst skriftligt om, at han er en person involveret i en Olaf-efterforskning,« skriver pressekontoret.

Olaf oplyser videre, at man har fulgt helt normal procedure i sagen ligesom i alle andre sager om mulig svindel med EU-midler.

Messerschmidt er imidlertid forundret over, at han endnu ikke er blevet indkaldt til afhøring, selvom han erklærede sig parat til at blive udspurgt allerede sidste sommer. Hvorfor dette ikke er sket, har Olaf ikke ønsket at svare på. Ej heller, hvornår efterforskningen forventes at være afsluttet.

Overblik: Messerschmidt og sagerne om mulig EU-svindel

I stedet nøjes Olafs pressekontor afslutningsvis med at slå fast, at Morten Messerschmidt naturligvis er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

»Olaf respekterer fuldt ud formodningen om uskyld,« hedder det.

EU-Parlamentet afgjorde i august 2016, at både Meld og Feld misbrugte EU-midler til at føre Dansk Folkepartis kommunale valgkamp i Danmark. Partiet meddelte senere, at det ville betale knap 2,6 mio. kr. tilbage til EU. Sagerne kostede Morten Messerschmidt posten som DF's gruppeformand i Europa-Parlamentet.

Mens han har erkendt at have sjusket, holder han holdt fast i, at han ikke bevidst har svindlet eller har haft kendskab til svindel.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Legal babyvold

Sonja Mikkelsen
Omskæring af børn hører ikke hjemme i et demokratisk retssamfund

Blog: 8 millioner i gyldne håndtryk

Lars Boje Mathiesen
Tre medarbejdere i Region Midt fik over 8 mio. skattekroner med i lommen.
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her