Annonce
Politik

Messerschmidt erkender fejl i ordkrig med svindelefterforsker

Morten Messerschmidt og EU’s anti-svindelkontor, Olaf, strides åbent om efterforskningen af anklagerne om misbrug med EU-midler. DF'eren nægter at lægge breve frem.

Sjusk og anklager om svindel med EU-midler kostede i 2016 Morten Messerschmidt posten som Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet. Siden har han været sygemeldt med stres, men er nu tilbage og stiller op til Folketinget ved næste valg. Foto: Keld Navntoft

Striden mellem Dansk Folkepartis europaparlamentariker og folketingskandidat, Morten Messerschmidt, og EU’s anti-svindelkontor, Olaf, tager nu endnu en drejning.

Morten Messerschmidt erkender, at han gik for langt, da han for nylig påstod, at han intet havde hørt fra Olaf i forbindelse med efterforskningen af sagen om mulig svindel med EU-midler.

»Jeg har ikke hørt noget fra dem. Ikke engang en opringning, ikke engang et julekort. Nej, der har ikke været noget som helst,« hævdede han blandt andet i P1-programmet »Ugens Gæst«.

Men den udtalelse var »for firkantet«, erkender Messerschmidt nu over for Jyllands-Posten.

»Det er muligt, at jeg har udtrykt mig for firkantet. Det vil jeg gerne erkende. Men det er fordi, den dialog, der har været med Olaf var rent formalistisk. Den har slet ikke været indholdsorienteret,« siger han.

Meld, Feld og Olaf

OLAF er EU’s antisvindelenhed, som efterforsker misbrug, svindel og fusk med EU-midler. Sidste år afsluttede enheden i alt 197 undersøgelser, og åbnede 215 nye efterforskninger.

MELD stod for »Movement for a Europe of Liberties and Democracy« og var en politisk partialliance, der bestod af EU-skeptiske partier, herunder Dansk Folkeparti. Meld blev grundlagt i 2012 og var delvist finansieret af EU. Morten Messerschmidt var en del af ledelsen, og sad som formand i et år.

FELD stod for »Foundation for a Europe of Liberties and Democracy« og var en politisk fond tilknyttet MELD. Også FELD modtog støtte fra EU.

Både MELD og FELD blev lukket ned ved udgangen af 2015.

Messerschmidt står dog fast på, at det er Olaf − ikke ham selv − der bærer skylden for, at efterforskningen af de skandaleramte organisationer Meld og Feld nu har stået på i mere end et år.

»Hvis nu Olaf bare sagde, hvad de gerne vil have, så skal jeg nok levere det,« siger Messerschmidt.

Han er dybt fortørnet over, at anti-svindelkontoret offentligt har kritiseret ham for ikke at samarbejde om at nå til bunds i sagen.

Så nu skyder han tilbage. I et brev til Olafs fungerende generaldirektør, Nicholas Ilett, som Jyllands-Posten har fået udleveret, afviser DF-politikeren beskyldningen og tager til genmæle:

»Lad mig udtrykke min indignation efter denne usandhed, som ikke kan have noget andet formål end et politisk,« skriver Messerschmidt og tilføjer dog, at han »virkelig håber, at der findes en anden forklaring.«

»Som du udmærket ved, og i modstrid med de offentlige udtalelser, som din talsmand har fremsat, har jeg aldrig nægtet at svare på spørgsmål eller indkaldelser fra dit kontor,« skriver han også.

Over for Jyllands-Posten erkender Morten Messerschmidt, at han ikke har nogen konkret dokumentation for anklagen om, at Olaf skulle være ude i et politisk ærinde rettet mod en EU-modstander.

»Nej, det har jeg ikke. Men når man på den her måde udtaler sig og spreder usandheder på et pressemøde (i Bruxelles onsdag, red.), så er der virkelig et problem. Jeg er temmelig oprevet, og jeg synes i den grad, det er ufint,« siger han.

EU's antisvindelenhed: Messerschmidt samarbejder ikke

Sagens kerne er dette:

Mere end et år inde i efterforskningen af svindelanklager mod den detroniserede DF-stemmesluger er der udbrudt åben krig om, hvis skyld det er, at sagen endnu ikke er afsluttet.

En strid, der måske bedst kan betegnes som en kamp om sandheden.

På den ene side hævder Olaf, at Messerschmidt ikke er samarbejdsvillig, og på den anden side hævder Messerschmidt, at han aldrig har fået svar fra Olaf, når han har bedt efterforskerne uddybe, hvilke oplysninger, de vil have ham til at give dem.

På et pressemøde onsdag blev Olafs efterforskningschef Dominik Schnichels spurgt til den langstrakte efterforskning. Han svarede, at sagens opklaring afhænger af Messerschmidts samarbejde, og at dette samarbejde »ikke er ideelt.«

»Vi har skriftligt udbedt os en redegørelse for et års tid siden. Og vi har rykket for svar flere gange, men vi har intet hørt,« sagde Dominik Schnichels.

Men Messerschmidt siger, at han har skrevet til Olaf »en hel stribe gange« og efterlyst detaljer om, hvad han skal udlevere.

Han nægter at lægge denne korrespondance frem som dokumentation.

Hvorfor?

»Det må du spørge Olaf om. Det er dem, der er interesserede i at køre sagen gennem pressen,« siger Messerschmidt.

Men vil du udlevere korrespondancen, så vi kan se, hvem der har ret?

»Det ligger ikke lige for. Jeg havde troet, at den her undersøgelse var noget, jeg skulle diskutere med Olaf – ikke noget, der skulle køre for rullende kameraer. Jeg havde troet, at de ville indkalde mig til et møde eller noget.«

Men hvorfor ikke rense dig selv for de beskyldninger, du siger er forkerte, ved at lægge korrespondancen frem?

»Fordi jeg synes, det er Olaf, der har problemet. Det er dem, der ikke svarer på mine henvendelser, og det er dem, der udbreder sig på et pressemøde.«

Men det er vel dig, der har problemet. Det er dig, der bliver efterforsket…

»Ja, det kan du så sige...«

Så forstår jeg ikke, hvorfor du ikke vil lægge korrespondancen frem?

»Næh, det kan også være, at det er et forkert rationale,« siger Messerschmidt og gentager, at han stadig venter på svar fra Olaf på, hvad han skal udlevere.

Hvorfor udleverer du ikke bare alt, hvad du ligger inde med til Olaf?

»Det er det, jeg har spurgt om; Hvad er det præcist, de vil have? Og så får jeg ikke noget konkret svar.«

Men hvorfor udleverer du ikke bare alt, hvad Olaf beder om?

»Fordi jeg ikke ved, hvad de beder om,« svarer han og forklarer, at han ikke anser det for realistisk, at han skal kontakte alle tidligere medlemmer af Meld og bede dem om at sende ham deres materiale.

Jyllands-Posten har stillet en række spørgsmål til Olafs talsperson om sagen, men har endnu ikke fået svar. Vi ville blandt andet gerne vide, hvilke informationer, Olaf har bedt om at få udleveret fra Messerschmidt, og hvorfor han – ifølge ham selv – endnu ikke er blevet indkaldt til afhøring.

Overblik: DF vil tilbagebetale 2,5 millioner til EU

Afsløringerne af Dansk Folkepartis formodede misbrug af EU-midler førte i efteråret 2016 til, at DF meddelte, at det ville betale fire års EU-støtte tilbage. Det samlede beløb var på lige knap 2,6 mio. kr., hvoraf DF allerede havde tilbagebetalt 1,6 mio. kr. på grund af misbrug. Altså udestod 955.000 kr., som partiet erklærede sig parat til at refundere.

Støtten var gået til DF's medlemmer af Europa-Parlamentet i årene 2012-2015, hvor partiet var med i de kontroversielle partiorganisationer Meld og Feld.

EU-Parlamentet afgjorde i august 2016, at både Meld og Feld misbrugte EU-midler til at føre kommunal valgkamp for Dansk Folkeparti i Danmark.

Støtten havde blandt andet betalt for Morten Messerschmidts bog om EU-fråds »Dagbog fra EU – om EU's spild af dine penge« fra 2012. Den kostede i alt 144.000 kr. Brugen at støttekronerne var ikke nødvendigvis i strid med reglerne, men efter en intern undersøgelse valgte DF altså selv at betale al støtten tilbage.

Før det – tilbage i maj 2016 – konkluderede Europa-Parlamentets politiske ledelse, at både Meld og Feld havde misbrugt EU-midler til blandt andet at føre dansk kommunal valgkamp for Dansk Folkeparti.

Sagen blussede op igen nogle måneder senere, da Ekstra Bladet og DR Nyheder afslørede, at 200.000 støttekroner var gået til to EU-konferencer afholdt af Morten Messerschmidt. Men både i datoer og deltagerlister faldt konferencerne sammen med Dansk Folkepartis sommergruppemøder på de samme hoteller.

Messerschmidt vil afhøres af EU's anti-svindelenhed

Mens Morten Messerschmidt har erkendt at have sjusket, har han holdt fast i, at han ikke bevidst har svindlet eller har haft kendskab til svindel. Omvendt har han erkendt, at det er hans ansvar, hvis Olaf finder frem til, at der har været tale om svindel.

Olaf har ikke sat en dato for, hvornår undersøgelsen ventes afsluttet, men lignende undersøgelser har tidligere taget omkring to år.

Hvis konklusionen bliver, at DF bevidst har svindlet med EU-midler, kan det i yderste konsekvens ende med, at Olaf opfordrer bagmandspolitiet i Danmark til at indlede en straffesag mod Morten Messerschmidt.

Som følge af sagerne gik Morten Messerschmidt af som DF's gruppeformand i Europa-Parlamentet og trådte i oktober sidste år ud af partiets øverste ledelse, koordinationsudvalget.

Han blev senere sygemeldt med stres, men har været tilbage i arbejdstøjet siden sommeren 2017. I maj i år meddelte han, at han stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti ved næste valg.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Hyklerisk
Steen Tobiasen Larsen
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Harun Demirtas
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

Blog: Vil Jarlov omfavne cannabisproducenterne?

Majbritt Maria Nielsen
Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet.

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her