Politik

V-ordfører vil genåbne Tibetkommissionen

Tibetkommissionen må læse e-mail, som Udenrigsministeriet ikke har udleveret, mener Jan E. Jørgensen (V).

"Tibetkommissionen skal naturligvis genåbnes, så sagen kan belyses med alt relevant materiale," sagde Jan E. Jørgensen i sin tale grundlovsdag ifølge Berlingske. Foto: Jacob Ehrbahn

Tibetkommissionen skal genåbnes. Så kan den læse de e-mail, som Udenrigsministeriet ikke har udleveret.

Det sagde Venstres Jan E. Jørgensen i sin tale grundlovsdag i Diakonissestiftelsens lokaler på Frederiksberg, skriver Berlingske.

Han påpegede, at der hverken er placeret et ansvar højt i politiet eller det politiske system. Nu er disse e-mail dukket op, understregede han.

- Tibetkommissionen skal naturligvis genåbnes, så sagen kan belyses med alt relevant materiale. Ingen kan være tjent med, at sagen ikke undersøges til bunds, sagde Jan E. Jørgensen ifølge Berlingske.

Han er blandt andet Venstre menneskerettighedsordfører.

Pape vil have afklaring af Tibet-sag før sommerferien

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) indkaldte i sidste uge Folketingets partier for at drøfte, hvordan de håndterer de slettede e-mails fra kommissionen.

Det skrev han på Facebook.

Programmet Orientering på DR's P1 har tidligere afsløret, at kommissionen ikke fik en lang række e-mail fra politiet og Udenrigsministeriet.

Forklaringen lød, at afgåede embedsmænd og ministre automatisk får slettet deres e-mail 30 dage efter, at de har forladt jobbet.

Men ifølge Orientering kan tre forskellige systemer finde de slettede e-mail frem. Justitsministeriet fandt mails til Tibetkommissionen fra embedsmænd og ministre med sit backup system.

Men det gjorde Udenrigsministeriet ikke. Ministeriet bad i stedet embedsmænd, som stadig var ansat, gennemse e-mails.

Jan E. Jørgensen understregede grundlovsdag, at Venstre støtter politiet, som sætter livet på spil for vores tryghed og sikkerhed.

- Netop derfor er det vigtigt, at vi undersøger, hvad der egentlig skete, da demonstranter fik fjernet deres tibetanske flag, da vi havde såkaldt fint besøg fra det kommunistiske Kina, sagde Jan E. Jørgensen.

Justitsministeren har tidligere påpeget, at Tibetkommissionen er afsluttet og ikke findes længere.

- Det er en sag, som vi partier skal overveje meget grundigt, sagde Søren Pape Poulsen.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hvem bad politiet gribe ind overfor en gruppe Tibet-aktivister under kinesiske statsbesøg – og dermed krænke deres ytringsfrihed? Blev der efterfølgende bevidst løjet om ordren, så både Folketinget, domstolene og befolkningen i tre år har fået urigtige oplysninger? Det er hovedspørgsmålene, som politiklagemyndigheden, domstolene og en undersøgelseskommission nu skal afdække i den såkaldte Tibet-sag. Sagen, der startede med små tibetanske flag, men som har udviklet sig til en skandale.

Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her