Annonce
Politik

Milliarder i energiudspil går til tiltag uden klimaeffekt

Regeringen vil bruge milliarder på en lettelse af elafgiften, der ifølge eksperter ikke gavner klimaet – tværtimod.

Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) præsenterede energiudspillet i april. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Mens regeringen fremhævede sit energiudspils stærke klimafokus, da den i april fremlagde planen, vil en stor del af pengene i udspillet ifølge eksperter ikke gavne klimaet.

Lavere elafgift
Det betyder regeringens plan for elforbrugerne:
  • Regeringen forslag om at lempe den almindelige elafgift svarer til en indkomststigning på mellem 550 og 625 kr. for typiske grupper af enlige danskere uden børn.
  • For typiske parfamilier med to børn udgør den umiddelbare lempelse i størrelsesorden 1.400 til 1.600 kr., mens den for et typisk pensionistpar udgør ca. 900 kr.
  • Konkret foreslår regeringen at lempe elafgiften med i alt 25 øre/kWh, der indfases fra 2019 til 2025. Det koster statskassen. 1,5 mia. årligt, når lempelsen af fuldt indfaset.
  • Samtidig foreslår regeringen at sænke afgiften på elvarme fra ca. 30 øre/kWh til ca. 15 øre/kWh fra 2021. Modsat elafgiften vurderer eksperter, at en lempelse af elvarmeafgiften vil gavne klimaet, da danskerne vil få en tilskyndelse til at udskifte f.eks. oliefyr med eldrevne varmepumper.

Frem mod 2025 går hver tredje krone i milliardudspillet til at lempe afgiften på danskernes strømforbrug – kaldet elafgiften. Fra 2025 vil andelen stige til mere end 40 pct., svarende til ca. 1,5 mia. kr. om året, viser et regeringsnotat.

»Der er ikke det store klimaperspektiv i at sænke afgiften på det generelle elforbrug, faktisk kan det på kortere sigt være lidt problematisk,« siger Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor på Københavns Universitet og formand for Klimarådet, der rådgiver regeringen om grøn omstilling.

En lavere elafgift vil nemlig betyde et højere elforbrug, og dermed et højere CO2-udslip i de kommende år, påpeger han. Klimarådet har foreslået, at man omlægger energiafgifterne – herunder elafgiften – til en generel CO2-afgift.

»Vores afgiftsreform vil give en noget lavere elregning for husholdningerne og samtidig sikre et fald i de samlede CO2-udledninger,« siger Birch Sørensen. Sådan en model ville dog betyde en højere afgift for nogle virksomheder, tilføjer han.

Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, rokker milliardlempelsen af elafgiften ved regeringens fremstilling af sin plan som »det mest grønne energiudspil nogensinde« – en benævnelse, erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) tog i brug ved fremlæggelsen af udspillet.

»Når elementer, som ikke fremmer den grønne omstilling, fylder så meget, kan man kalde det et skatteudspil eller et generelt energiudspil – det er politisk helt legitimt. Men det er svært at kalde det et helstøbt grønt energiudspil,« siger Brian Vad Mathiesen.

S: Helt skævt

Socialdemokratiet finder regeringens prioritering af afgiftslempelser fremfor andre tiltag som f.eks. udbygning af vindmøller »helt skæv«.

»Man kan ikke både have grønne ambitioner og samtidig bruge så mange penge på skattelettelser, der ikke gavner klimaet,« siger partiets energiordfører Jens Joel.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ønsker ikke at stille op til interview, men Venstres energiordfører Thomas Danielsen fastholder, at en lavere elafgift gavner den grønne omstilling, selvom den øger CO2-udslippet »på kort sigt«:

»Det nytter ikke, at vi bruger alle vores penge på bare at bygge mere vedvarende energi, når hovedudfordringen for den grønne omstilling er, at vi skal have danskerne til at bruge mere grøn strøm.«

 
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: DR kan »næsten være lige meget«

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.s besparelser.
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her