Fortsæt til indhold
Politik

JP's politiske analytiker om den nye Venstre-top: Selvfølgelig betyder det noget, at de er kvinder

Venstre tegner en ny og rundere profil med valget af Karen Ellemann og Britt Bager.

For første gang har Venstre nu en kvindelig gruppeformand, og ved siden af hende vil fremover også stå en kvindelig politisk ordfører.

Og det er ikke uden relevans, siger Jyllands-Postens politiske analytiker Marchen Neel Gjertsen, efter udnævnelsen af Karen Ellemann som gruppeformand og Britt Bager som politisk ordfører.

»Det tegner en profil i Venstre, som er lidt rundere. Ligesom man er begyndt at gøre sig overvejelser om en grønnere og mere EU-venlig profil, så sætter man nu kvinder i fronten. Britt Bager er en kvinde, som interesserer sig for kultur, hun er ikke en eller anden bidsk bulderbasse, som kun vil tale om økonomi. Og så må man ikke sige det højt, men selvfølgelig betyder det noget, at de er kvinder. Det gør det i 2018. Det gælder i politik, såvel som i erhvervslivet og alle mulige andre steder, at det er en fordel at være kvinde i brancher, hvor der er mangel på dygtige kvinder.«

Mens Lars Løkke Rasmussen allerede onsdag udtalte, at han håbede, at Karen Ellemann, der blev afsat som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde samme dag, ville tage imod posten som gruppeformand, stod det ikke i kortene, at Britt Bager ville blive den nye ordfører efter Jakob Ellemann-Jensen.

»Britt Bager er det overraskende valg, fordi hun er en relativt ny Christiansborg-politiker, og hun er nok ikke en, som mange uden for hendes egen valgkreds kender. Hun har været medie- og kulturordfører, hvor vi har set noget til hende i forbindelse med de store forhandlinger om medieaftalen, men før det har hun ikke været nogen stor skikkelse for Venstre i offentligheden,« siger Marchen Neel Gjertsen, som mener, at det bliver en »stejl læringskurve« for den 41-årige kvinde.

»Hun kommer til at skulle tage alle kugler morgen, middag, aften. Man skal kunne udtale sig om hvad som helst, og det er store sko, der skal fyldes ud efter Jakob-Ellemann-Jensen.«

Ifølge den politiske analytiker har det formentlig også været afgørende, at Britt Bager er ny og dermed ikke tynget af formandsopgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i 2014, som det kunne være tilfældet med andre mulige navne.

»Man har nok konstateret, at Britt Bager var det bedste bud på en, der både repræsenterer bredt og har den profil, man leder efter,« siger Gjertsen, som mener, at det passer godt ind i Venstres igangværende fokusskifte, hvor man forsøger at genvinde stemmer fra storbyvælgerne.

Således forventer Marchen Neel Gjertsen også, at Karen Ellemann og Britt Bager i højere grad end deres forgængere vil stå frem som et hold i offentligheden.

»Karen Ellemann er en figur, der er samlende og bredt vellidt i gruppen. Det handler om at finde en balance, hvor man kan samle dem, som sidder tilbage på Christiansborg, og dem, der sidder i regeringen. Man hører ofte, at folketingsgrupperne kan føle sig hægtet af, og frem mod et valg er det ekstremt vigtigt, at man har samling på tropperne. Hun er derudover en dygtig kvinde, som partiet kan bruge udadtil.«