Fortsæt til indhold
Politik

I 2015 sagde han, at ingen ledende politiker har »tjent penge til det danske samfund« - nu er tv-kendis og iværksætter blevet minister

Han er bedst kendt fra tv-programmet "Løvens Hule," men nu bliver Tommy Ahlers minister.

Han har kritiseret regeringen for ikke at være ambitiøs nok, når det gælder indsatsen for iværksættere, men nu kan Tommy Ahlers selv få lov at være med ved bordet.

I hvert fald har statsminister Lars Løkke Rasmussen valgt ham som ny uddannelses- og forskningsminister efter Søren Pind.

Den 42-årige er nok bedst kendt som dommer i iværksætterprogrammet "Løvens Hule" på DR1 og har tillige været formand for regeringens Iværksætterpanel.

Ahlers er uddannet jurist, men har gjort sig bemærket som it-værksætter. For 10 år siden solgte han onlinetjenesten ZYB, som han stiftede i 2005, til Vodafone for 235 mio. kr. To år senere kunne han og hans to partnere sælge virksomheden Podio til Citrix i USA for 330 mio kr.

Som formand for Iværksætterpanelet præsenterede han i september 20 anbefalinger, der skal gøre det lettere at være iværksætter i Danmark ved at skrue på skatter, fradrag og aktier.

Tommy Ahlers har ikke været bleg for at lufte sine holdninger i medierne gennem tiden. I 2015 sagde han til Finans, at ingen ledende politikere har »jo nogensinde tjent penge til det danske samfund.«

»Lars Løkke? Han har aldrig været ude og lave noget privat. Kristian Thulesen Dahl? Helle Thorning? Hele vejen rundt. De har aldrig været ude og skabe arbejdspladser, vokse omsætningen og få et salgsteam til at fungere. Det er egentlig ikke så underligt, at de kun kan finde ud af at bruge penge. For de har aldrig prøvet andet.«

Ahlers har ifølge en artikel i Euroman desuden været fremme med forslag som en forskerskat for iværksættere og at forbyde realkreditlån for folk under 35, så de bliver mere risikovillige.

Når det gælder Tommy Ahlers' kommende resssortområde har han også talt længe om at universiteterne bør kræve mere af de studerende, så de er klar til det efterfølgende pres.

»Tag jurastudiet på Københavns Universitet, som skulle være det ypperste. Jeg synes ikke, det på noget tidspunkt gjorde rigtig ondt, og det samme hører jeg fra mange, der har taget en universitetsuddannelse,« sagde han i 2013 til Djøfbladet.

Og som formand for iværksætterpanelet har han forslået, at universiteterne godkender praktikophold, så de tæller som en del af uddannelsen.