Esben Lunde Larsen træder tilbage som minister: »Dansk politik kommer til at miste en mand med god værkstedshumor«
På Twitter vælter det ind med reaktioner på Esben Lunde Larsens beslutning om at gå af som minister.
Første sagde Søren Pind farvel til dansk politik. Så fulgte Esben Lunde Larsen trop og trådte tilbage som Miljø- og Fødevareminister i regeringen. Dog vil han stadig være at finde i det politiske landskab indtil næste valg.
På Twitter er mange af de mennesker, han har mødt på sin vej ind i dansk politik, begyndt at komme med deres reaktion på ministerens stop.
»Tusinde tak for samarbejdet Esben. Du er et ordentligt, varmt og betænksomt menneske, som jeg har sat stor pris på at samarbejde med. Ikke altid enige (!), men altid i gensidig respekt! Du er flittig som få andre, og har altid styr på dine sager. Tak for indsatsen,« skriver Mette Abildgaard (K) bl.a.
Også Christian Rabjerg Madsen (S) takker Esben Lunde Larsen for samarbejdet med henvisning til hans seneste periode som Miljø- og Fødevareminister.
»Hej Esben. Tak for kampen. Og samarbejdet. Særligt i kampen mod allergifremkaldende stoffer og uønsket kemi i danskernes hverdag lavede vi en helt ok aftale,« skriver Christian Rabjerg Madsen.
Esben Lunde Larsen har i sin ministertid flere gange været kaldt i samråd, og hvis man spørger Claus Kvist Hansen, der er udviklingsordfører for Dansk Folkeparti, har han gået til opgaven med værdsat humoristisk sans.
»Hej Esben Lunde Larsen. Good luck fremover. Din besvarelse i sin tid af mit paragraf 20-spørgsmål om halalkød vidner om, at dansk politik kommer til at miste en mand med god værkstedshumor,« skriver Claus Kvist Hansen.
Generelt får Esben Lunde Larsen ros for at være en kompetent politikere med saglig argumentation. Christian Poll, der er ordfører for bl.a. natur, miljø og klima i Alternativet, følgende:
»Kære Esben, vi er uenige om det meste, men du har ofte imponeret mig med dine skarpe replikker. Held og lykke fremover,« skriver Christian Poll.
Den nyudnævnte præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, lægger heller ikke skjul på taknemmeligheden over at have arbejdet sammen med Esben Lunde Larsen - trods politiske uenigheder.
»Vi har været uenige om meget, men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg altid har haft stor respekt for Esben Lunde Larsen. Tak for mange års med- og modspil, debatter og politiske kampe - dem vil jeg savne. Ønsker al held og lykke fremover,« skriver hun.