Fortsæt til indhold
Politik

For lidt og for langsomt: Her er reaktionerne på regeringens store energiudspil

Regeringens energiudspil kritiseres blandt andet for ikke at indfri 2030-mål om vedvarende energi.

Regeringen har netop præsenteret sit ventede udspil til en en ny energiaftale, der skal lægge sporene for Danmarks udvikling af energisektoren fra 2021-30.

Udspillet har to hovedformål: Dels at sikre, at Danmark lever op til målsætningen om mindst 50 procent vedvarede energi i 2030. Og dels at give danskerne billigere energi i form af blandt andet en lavere afgifter på el og elvarme.

Desuden ønsker regeringen at bygge landets hidtil største havvindmøllepark med en kapacitet på 800 megawatt (MW) et endnu ubestemt sted i de danske farvande.

Regeringen beskriver selv udspillet som et godt skridt mod et grønnere Danmark, men det får en hård medfart af særligt venstrefløjen. Her er et overblik over reaktionerne:

Alternativet: Langt fra grønt nok

Det er særligt bekymrende, at regeringen ikke beskæftiger sig med udfasningen af olieudvinding i Nordsøen, mener Uffe Elbæk (Å).

»Alt andet end verdens mest ambitiøse energiforlig vil være direkte uansvarligt – over for livet på jorden i dag, over for fremtidige generationer og over for dansk erhvervsliv og vores samfundsøkonomi. Så det vil vi kæmpe for med næb og klør. Vi kommer ikke til at forlade forhandlingsbordet, vi skal smides væk fra det,« siger Uffe Elbæk.

Enhedslisten: Planen lever ikke op til egne målsætninger

Pernille Skipper (EL) har meget svært ved at se, at regeringen kan komme i mål med dens egne ambitioner om, at 50 pct. af Danmarks energi skal være vedvarende energi i 2030.

»Det er ikke så meget en energiplan, som det er en skattesænkning for de store el-forbrugere. Det vil øge elforbruget, mindske incitamentet til at lave energieffektiviseringer for virksomheder og det vil give færre penge til den helt nødvendige udbygning af vedvarende energi. Det er pinligt uambitiøst for landets grønne omstilling, og Danmark risikerer at sætte vores førerposition over styr og komme til at halte bagefter vores nabolande.«

SF: For lidt og for langsomt

Det er volapyk, når regeringen siger, at dens energiudspil er det grønneste udspil i danmarkshistorien, mener Pia Olsen Dyhr (SF):

»Regeringen har præsenteret en tynd plan, som er meget langt fra det ambitiøse grønne rygstød, som Danmark har brug for. Det er skrabede løsninger på alle områder og tydeligt, at det er langt vigtigere for regeringen at give afgiftslettelser end at være ambitiøs når det kommer til at løse klimaudfordringen og skabe arbejdspladser i vores seje grønne virksomheder. Det er brandærgerligt,« siger hun.

Radikale: Hvor er elbilerne?

De Radikale tager positivt imod regeringens energiudspil, men planen er »fyldt med sorte huller«, mener Ida Auken (R), som har en målsætningen om at en million elbiler på de danske veje i 2030.

»Det er meget ærgerligt, at elbiler ikke er en del af udspillet. I Norge vokser salget af elbiler dramatisk, og flere europæiske storbyer forbyder dieselbiler allerede i 2025. Hvorfor skal Danmark efterlades i nødsporet med de gammeldags biler? Vi risikerer at blive skraldespand for de andre landes brugte biler,« siger Ida Auken.

Greenpeace: Regeringen svigter klimaet

Ifølge miljøorganisationen Greenpeace er selv ikke en gigantisk havvindmøllepark på 800 megawatt nok til at indfri målet om 50 vedvarende eneri i 2030.

»Regeringen spiller ud med en uambitiøs plan i slæbesporet, der svigter det globale klima. Mens andre lande i Europa hæver klimamålene, halter Danmark nu bagefter Parisaftalen med et helt utilstrækkeligt mål om først at gøre Danmark fossilfrit i 2050. Hvis Danmark skal leve op til aftalen, skal der langt mere fart på den grønne omstilling, så vi kan sige farvel til de sidste fossile brændsler i 2040 eller før, og her svigter regeringen fælt,« siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace Norden.

Dansk Energi: Et 10-tal til udspillet

Energi- og forsyningsselskabernes interesseorganisation Dansk Energi roser regeringen for at ville fjerne de benspænd, der længe har stået i vejen for et grønnere Danmark.

»For første gang står vi med et energiudspil, hvor det grønne går op, mens danskernes elregning går ned. Det er et tiltrængt nybrud, som bør kunne samle bred politisk opbakning hurtigt. Klimaet og investorerne har brug for afklaring - ikke forlænget politisk spilletid,« siger adm. direktør Lars Aagaard.

Han giver udspillet »et flot 10-tal,« da der blandt andet skal investeres mere i forskning og udvikling.

Cepos: Politikerne bør skære igennem lobbyisme

Den liberale tænketank Cepos kvitterer for »klare fremskridt« i energiudspillet, men finder det »forstemmende« med den intense lobbyaktivitet fra store dele af erhvervslivet op til udspillet.

»Det bør ikke være en politisk beslutning, om der skal bygges mere havvind, men hvis politikerne endelig vil blande sig, bør der sendes en nulstøtte havvindpark i udbud. Det er meningsløst spild af skatteydernes penge at haste en udbygning igennem, hvis man samtidig forventer, at støttefri havvind er ved at være inden for rækkevidde,« siger Otto Brøns-Petersen.

Lilleholt: Vi tager vigtige skridt

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) afviser, at det er urealistisk at nå målet om 50 procent vedvarende energi i 2030.

»Med det her udspil når vi, at mindst 50 procent af det samlede energibehov er baseret på vedvarende energi,« siger han til Ritzau.

»Vi tager det i to etaper. Den første etape, der skal vi hen over et stort bjerg. Derefter sætter vi os ned - kredsen af partier, som er med i en energiaftale - og så ser vi på, hvordan vi når de sidste seks procent.«

Efter sommerferien vil regeringen præsentere et klimaudspil.