Analyse: Derfor taler Sophie Løhde om dyrevelfærd og togtrafik - nu starter kampen om danskernes sympati
Parterne i overenskomstforhandlinger får i den kommende tid travlt med at vinde offentlighedens forståelse, mener Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen.
På et pressemøde onsdag varslede innovationsminister, Sophie Løhde, lockout mod statens ansatte. Meldingen kommer efter, at fagbevægelsen har varslet strejke på udvalgte steder fra den 4. april.
Jyllands-Postens politiske analytiker, Marchen Neel Gjertsen, mener, at Sophie Løhde i sit udspil valgte at sætte fokus på emner der havde til formål at vinde danskerne sympati og forståelse for en statslig lockout.
»Hun valgte specifikt at sætte ord på, hvordan en strejke vil ramme bl.a. dyrevelfærd, togdrift og andre ting som danskerne kan forholde sig til, fordi det i høj grad i det videre forløb er et spørgsmål om at vinde offentlighedens sympati. Statens lønmodtagere har ikke samme greb om deres arbejdsgivere, som man har i det private, og derfor er deres eneste chance, hvis de vil presse deres arbejdsgivere, at sikre sig tilstrækkelig støtte fra befolkningen. Det ønsker staten selvfølgelig ikke, og derfor sætter de kampen ind om den offentlige sympati,« siger Marchen Neel Gjertsen.
Hun forklarer, at de faglige organisationer står over for en stor udfordring i forhold til at forklare den danske befolkning, hvorfor en spisepause, som mange af lønmodtagerne er sikret i forvejen, er vigtig nok til at lukke så store dele af samfundet ned på ubestemt tid.
Og netop derfor mener Marchen Neel Gjertsen også, at Sophie Løhde tror på, at danskerne i bund og grund har forståelse for, at staten ser sig nødsaget til at svare igen på strejken.
»Men fordi konflikten er så omfattende og derfor kan virke ukonkret og svær at forholde sig til for rigtig mange danskere er det ikke givet på forhånd, hvem der vil vinde offentlighedens forståelse. Derfor kommer vi i den kommende tid til at opleve parterne kæmpe om at overbevise befolkningen om, hvem der bære skylden for konflikten. Tiden vil vise hvem sympatien kommer til at ligge hos,« siger Marchen Neel Gjertsen.
Senere onsdag ventes både Danske Regioner og KL at melde ud, om de agter at lockoute de ansatte i regioner og kommuner.
Ved en lockout kan arbejdsgiverne trække den ansatte i løn, for hver dag vedkommende ikke går på arbejde.