Fortsæt til indhold
Politik

Fakta om Socialdemokratiets udlændingeudspil

Det skal være slut med at søge asyl i Danmark siger Socialdemokratiet i nyt udspil ifølge DR-Nyheder.

/ritzau/

Mandag formiddag præsenterer Socialdemokratiet et nyt udlændingeudspil på Christiansborg.

Partiet vil sætte en stopper for muligheden for at søge asyl i Danmark og sætte loft over antallet af flygtninge og familiesammenførte.

Det skriver DR-Nyheder, der har fået indblik i udspillet.

Udspillet hedder "Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik, der samler Danmark".

Her kan du blive klogere på, hvad partiet blandt andet foreslår:

  • Der skal indføres et loft over, hvor mange med ikkevestlig baggrund, der kan komme til Danmark.
  • Loftet skal fastsættes årligt af Folketinget, og det skal gælde både flygtninge og familiesammenførte.
  • En asylreform skal stoppe adgangen til at søge asyl i Danmark.
  • Spontane asylansøgere skal sendes til et dansk drevet modtagecenter i et tredjeland i eksempelvis Nordafrika.
  • De skal være i modtagecentreret, mens deres asylsag behandles.
  • Det skal ikke være muligt at søge asyl ved at møde direkte op på det danske modtagecenter.
  • Det skal heller ikke være muligt for asylansøgere, der får asyl, at komme til Danmark. De skal sendes til en FN-flygtningelejr.
  • Danmark forpligter sig til at tage kvoteflygtninge gennem FN-systemet.
  • Regler for familiesammenføring skal strammes. Krav til uddannelse, beskæftigelse, sprog og kendskab til Danmark skal skærpes.
  • Det skal særligt gælde for den ægtefælle, der søger om at komme til Danmark.
  • En hjemsendelsesreform skal sikre, at flere afviste asylansøgere sendes hjem.
  • Der skal blandt andet oprettes en ny enhed ved politiet, og Danmark skal som hovedregel stoppe udlandsbistand til lande, der nægter at tage imod egne statsborgere.
  • Der skal i højere grad indføres optjeningsprincipper til danske velfærdsydelser som eksempelvis børnechecken.

Kilde: DR-Nyheder