Fortsæt til indhold
Politik

Jobfald i provinsen fører til kritik af regeringskursen

Færre statslige job i provinsen siden 2015 bekymrer oppositionen, der bl.a. beskylder regeringen for at føre »symbolpolitik«.

En bedre balance mellem statslige job i provinsen og i hovedstaden var målet, da den daværende V-regering den 1. oktober i 2015 søsatte sin plan om at udflytte statslige arbejdspladser til de mindre byer. Flere job i provinsen er der imidlertid ikke blevet skabt, derimod en smule færre, viser en optælling i søndagens udgave af Jyllands-Posten.

Det samlede antal statslige arbejdspladser uden for hovedstaden er i perioden 2. kvartal 2015 til 2. kvartal 2017 faldet med i alt 40 stillinger – det til trods for at 2.200 af regeringens målsatte 3.900 arbejdspladser allerede er blevet udflyttet i samme periode.

Tallene maner til en vis eftertanke på tværs af det politiske spektrum, særligt fordi regeringen snart indleder anden fase af udflytningsplanen, der skal sikre provinsen flere statslige stillinger. Selvom støtten til udflytningsplanerne overordnet er intakt på venstrefløjen, er man hos Socialdemokratiet og De Radikale alligevel skeptiske over fremtidsudsigterne, da det vurderes, at regeringens overordnede økonomiske politik spænder ben for de ellers fornuftige målsætninger i udflytningsplanerne.

De Radikales beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen, vurderer, at det ikke er så mærkeligt, at planen har skabt færre statslige job, når regeringen samtidig skærer »ekstremt drastisk« ned på uddannelsesområdet, en af de sektorer, der er mest regionaliseret, og som derfor burde bidrage positivt til fordelingen af arbejdspladser på landsplan:

»Regeringen har skåret massivt ned på uddannelse, hvilket betyder færre statslige arbejdspladser, og som resultat bliver målsætningen om at skabe flere job i provinsen jo bare ren symbolpolitik. Når undervisere mister deres job, og når uddannelseskvaliteten som følge heraf falder, så bliver byerne i udkanten endnu mere affolkede,« siger ordføreren, der kalder denne erkendelse »utroligt vigtig«, hvis regeringen vil fortsætte udflytningsplanerne.

Benny Engelbrecht, Socialdemokratiets finansordfører, fortæller, at partiet – ligesom De Radikale – stadig støtter regeringens anden fase i udflytningen af statslige job. Men han glæder sig over, at der nu er kommet tal på bordet, som problematiserer den »skæve økonomiske politik«, som regeringen fører:

»Parallelt med udflytningen af arbejdspladser foretager regeringen en gradvis udhuling af den offentlige sektor, og det er det, som kan ses i tallene. Og da det desuden tyder på, at man har underfinansieret flytteplanerne, risikerer vi i sidste ende en endnu mindre effektiv offentlig sektor, end hvad der var hensigten til at begynde med. Og det er jo skidt,« lyder det.

Anders Johansson, De Konservatives landdistriktsordfører, kalder det »bekymrende, at det ikke går hurtigere i den rigtige retning« med at sikre provinsen statslige arbejdspladser, men påpeger dog, at regeringen stadig er »midt i et forløb«, som endnu ikke er afsluttet:

»Vi må så gøre status, når arbejdet er færdigt. Det vigtigste er, at vi holder fokus på målet: at sikre en sund balance i fordelingen af statslige arbejdspladser i hele Danmark,« siger han.