Ekstra fængselsbetjente skal sikre hårdere greb om bandemedlemmer bag tremmer
Fængselsforbundets formand jubler over flere penge og mandskab til Kriminalforsorgen.
Et fastere greb om fængslede bandemedlemmer og flere uniformerede betjente i landets fængsler.
Regeringen har tirsdag eftermiddag indgået en ny flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Fokus er særligt på at forbedre sikkerheden og trygheden for de ansatte i fængslerne. Over de næste fire år skal der samlet tilføres ekstra 600 mio. kr. og over 250 nye uniformerede årsværk til Kriminalforsorgen, fremgår det af aftalen.
Indsprøjtningen fordeler sig sådan, at de fleste penge falder de første to år, og lidt færre de efterfølgende to år.
Pengene skal blandt andet bruges til at ansætte omkring 40 ekstra fængselsbetjente på fængslernes bandeafsnit og etablere to »forstærkningshold« som med kort varsel kan indsættes, hvor der er behov for at øge sikkerheden.
»Det er vigtigt at sikre betjentenes tryghed og sikkerhed,« understreger en tilfreds justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen kalder det »afgørende«, at der nu er udsigt til flere fængselsbetjente.
»Der er behov for flere kolleger til de fængselsbetjente, som går rundt derude og oplever stigende grad af overfald og trusler,« siger hun.
Der skal også købes nyt sikkerhedsudstyr og etableres mere videoovervågning i fængsler og arrester.
Desuden er det et fokusområde at sende flere kriminelle udlændinge tilbage til deres hjemlande for at afsone fængselsstraffen dér. Der skal blandt andet etableret et decideret »udvisningsfængsel« i Ringe Fængsel på Fyn, hvor der udelukkende skal sidde udvisningsdømte kriminelle. De indsatte bliver samtidig tvunget til at spare op, så de på et tidspunkt selv kan betale for deres hjemrejse.
Nogle af de nye årsværk i aftalen skal dog stå for fangetransporter − en opgave, som politiet står for i dag, men som Kriminalforsorgen fremover skal klare størstedelen af for at aflaste politiet
Der skal også bygges et helt nyt områdearresthus i hovedstadsområdet med plads til 200 af de farligste kriminelle i landet.
Kriminalforsorgens bevilling er i år på 3,12 mia. kr. Med den nye aftale vil den være stedet til 3,25 mia. kr. i 2021.
De seneste år har danske fængselsbetjente været udsat for adskillige overfald og trusler både i og uden for arbejdstiden. Flere af sagerne har ifølge politiet været banderelaterede.
Fængselsforbundet har blandt andet slået alarm over, at angst, søvnproblemer, post traumatisk stress, sygemeldinger og et konstant forhøjet alarmberedskab både på arbejde og i fritiden er blevet hverdag for mange fængselsbetjente.
Forbundets formand Kim Østerbye er derfor en meget glad mand i dag.
»Jeg har svært ved at få armene ned. Det er en meget, meget ambitiøs aftale,« siger han.
Er det nok i forhold til de udfordringer, som I har beskrevet?
»Det synes jeg er svært at vurdere. Der skal vi tættere på at implementere aftalen, så vi kan se, hvor mange der skal lave hvad, og hvem, der skal være på vagt hvornår. Så kan vi meget bedre vurdere, om behovet er større.«
Han savner dog tal for hvor mange af de nye fængselsbetjente, der skal lave hvad og hvornår.
Enhedslistens retsordfører Rune Lund roser de ekstra fængselsbetjente, men han er bekymret for, at resultatet af aftalen bliver et koldere klima i fængslerne med stærkere spændinger mellem indsatte og ansatte.
»Det samlede billede af initiativerne er præget af skærpelser og stramninger over for de indsatte. Vi kan forvente flere konflikter, spændinger og sværere betingelser for det resocialiserende arbejde,« siger han i en kommentar.
Ud over flere hænder i fængslerne lægger aftalen op til at gøre livet bag tremmer mere surt for de hårdeste kriminelle. Bandemedlemmernes mulighed for at få besøg i fængslerne skal for eksempel begrænses.
I dag er bandefolk afskåret fra at få besøg af medlemmer fra deres egen bande, hvis banden indgår i en verserende, voldelig konlfikt. Fremover skal det også være slut med at få besøg af medlemmer af andre bander.
Og adskillelsen af indsatte bandemedlemmer, den såkaldte sektionering, skal også have et nøk opad.
Som nævnt er aftalen indgået mellem regeringen, S og DF, men Folketingets øvrige partier får mulighed for at drøfte aftalen og - hvis de vil - tilslutte sig aftalen, oplyser Søren Pape.