Politik

DF-kandidat og flere fra lokalbestyrelse har trukket sig i protest mod gruppeformand efter »fiasko«-kommentar

Susanne Eilersen har kaldt sin kollega Karsten Byrgesen en "fiasko".

Susanne Eilersen er folketingsmedlem, byrådsmedlem og gruppeformand for Dansk Folkeparti i Fredericia Kommune. Arkivfoto: Sofia Busk

Et opgør mellem folketingsmedlem og byrådsmedlem i Fredericia Kommune, Susanne Eilersen (DF), og flere fremtrædende folk fra den lokale afdeling af partiet kulminerede søndag.

Først og fremmest har partiets lokale spidskandidat, Karsten Byrgesen, valgt at trække sig fra Dansk Folkeparti kort efter kommunalvalget, hvor han blev valgt ind i Fredericias byråd som partiets næststørste stemmesluger.

Han blev slået af Susanne Eilersen, der samtidig er grunden til, at han har trukket sig, skriver han i et brev til borgmester Jakob Bjerregaard (S).

»Min udmeldelse har blandt andet baggrund i gruppeformandens udtalelser til Fredericia Dagblad om, at jeg er "en fiasko som spidskandidat og partiformand". Herved er min person beklikket i alvorlig grad, og der er skabt et uacceptabelt arbejdsmiljø«, skriver han ifølge Fredericia Dagblad.

Karsten Byrgesen vil fortsat bruge sit mandat i byrådet, meddeler han. Dansk Folkepartis gruppe i Fredericia Kommune består nu af Susanne Eilersen og Inger Nielsen.

Samtidig har formanden, næstformanden og flere andre bestyrelsesmedlemmer valgt at trække sig fra lokalbestyrelsen.

Jyllands-Posten har fået adgang til mailkorrespondancer mellem næstformand Bent Troelsen og Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, der viser, at dele af lokalbestyrelsen allerede var utilfredse med Susanne Eilersens i august.

Her skrev hun i et tweet om kvindefodboldlandsholdets profil Nadia Nadim:

»Helt forudsigeligt, at pressen skal fremhæve en udlænding som noget særligt, er ved at være godt træt af det«.

Det fik næstformanden til at opfordre hovedbestyrelsen til at tage afstand til Susanne Eilersen, der »i den grad opfører sig som en elefant i en glasbutik«.

»Jeg tager nu afstand til Susanne Eilersen og ønsker ikke fortsat at samarbejde med denne person, da hun i den grad ikke bare skader vores parti, men også ødelægger alt det, der gennem de seneste år er opbygget i Fredericia,« skrev Bent Troelsen.

Senere slettede Susanne Eilersen sit tweet, fordi hendes opslag »blev misforstået, så budskabet blev noget helt andet, end det var tænkt,« udtalte hun til Berlingske.

I en anden mail fra maj 2017 berettede Karsten Byrgesen om »samarbejdsproblemer mellem Susanne Eilersen og lokalforeningens bestyrelse« i et brev til Dansk Folkepartis landsledelse.

Thulesen Dahl: Alle spillerne på kvindelandsholdet »virkede rigtig danske«

Susanne Eilersen ønsker ikke at kommentere oplysninger over for Jyllands-Posten. Hun henviser i stedet til Steen Thomsen, organisationskonsulent og medlem af hovedbestyrelsen, der bekræfter, at der har »været kold luft« mellem nogle af kandidaterne samt Susanne Eilersen og lokalformanden i Fredericia Kommune gennem længere tid.

»Vi har forsøgt at holde møder med begge parter, ligesom vi har appelleret til, at de fik lagt stridighederne bag sig. Det er tydeligt, at det ikke er lykkedes set i lyset af dagens udvikling. Det er vi kede af og tager det til efterretning,« siger han til Jyllands-Posten.

Over for Fredericia Dagblad siger Susanne Eilersen, at Karsten Byrgesen »aldrig kunne arbejde under mig«, og at hun ikke fortryder sin »fiasko«-kommentar.

»Det havde ikke gjort en forskel, om jeg havde sagt noget eller ej. Det kan han nu bruge som en forklaring, men uanset hvad jeg havde gjort, så ville han aldrig have fundet sig i at skulle arbejde med mig som gruppeformand. Det er jeg helt overbevist om«, siger Susanne Eilersen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her