Overblik: Sagen om den omstridte landbrugspakke
Forskeren Bjørn Molt Petersen sår tvivl om talgrundlaget i Landbrugspakken fra 2015. Få overblik over sagen.
Den grundlæggende regnemodel, der er brugt til at beregne udledningen af kvælstof i den såkaldte landbrugspakke er ikke nødvendigvis til at stole på.
Sådan lyder det fra forsker og tidligere professor Bjørn Molt Pedersen ifølge Berlingske. Han har undersøgt Landbrugspakken med støtte fra Danmarks Naturfredningsforening.
Udtalelsen fra forskeren kommer, efter Landbrugspakken har fået stor kritik af flere omgange, siden den blev aftalt i 2015.
Få overblik over sagen her:
- Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative indgår i december 2015 en aftale om den såkaldte landbrugspakke.
- Pakkens i alt 30 initiativer skal gøre livet lettere for de danske landmænd, som får lov at fylde mere gødning på deres marker. Landbruget skal også reguleres mindre, og de såkaldte randzoner bliver afskaffet.
- Samlet fører pakken til massiv kritik fra oppositionen og miljøorganisationer, der frygter for konsekvenserne for vandmiljøet.
- Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) argumenterer dog for, at Landbrugspakken er en gevinst for miljøet. Det får flere forskere til at beskylde hende for at fordreje sandheden.
- Landbrugspakken fører også til splittelse i blå blok. De Konservative mister sammen med rød blok tilliden til Eva Kjer Hansen. Hun trækker sig efterfølgende som følge af sagen.
- I maj 2016 forhandles en naturpakke på plads, efter at Konservative har krævet kvælstofreducerende tiltag for at kompensere for Landbrugspakkens omstridte tal.
- Samme måned skriver EU et brev til miljø- og fødevareministeren om, at Landbrugspakken kan være i strid med vandrammedirektivet, nitratdirektivet og habitatdirektivet.
- I begyndelsen af november i år kommer det frem, at vandmiljøet er forværret for tredje år i træk. Det går stik imod forventningen, fra da man vedtog Landbrugspakken. Ifølge Altinget tog mængden af alger - målt på koncentrationen af klorofyl - i 2016 et markant skift i den forkerte retning.
Kilder: Berlingske, Altinget og Ritzau
/ritzau/