Politik

Venstre i København kalder beskæftigelsesområde for drømmepost

Alternativet og Enhedslisten siger nej til post som beskæftigelsesborgmester i København, men Venstre er klar.

- Vi synes, det er et super spændende område. For os vil det være en drømmepost. Vi er parat til at tage ansvar, hvis de andre partier ikke er.

Det siger Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, om muligheden for at kunne vælge en post som beskæftigelses- og integrationsborgmester.

I Københavns Kommune er det aftalt, at borgmesterposterne fordeles efter tur. Partierne får efter størrelse lov at sige helle for et område.

Kommunens største parti, Socialdemokratiet, er første og tredjevælger og har sat sig på poster som overborgmester og børne- og ungdomsborgmester. De går til henholdsvis Frank Jensen og Jesper Christensen.

Alternativet afviser kritik for valg af borgmesterpost

Enhedslisten er andenvælger. Partiets spidskandidat, Ninna Hedeager Olsen, har meddelt på Twitter, at hun skal være teknik- og miljøborgmester.

Alternativets spidskandidat, Niko Grünfeld, har som nummer tre sat sig på posten som kultur- og fritidsborgmester.

- Det var en enig gruppe, der bakkede op om det, siger Niko Grünfeld.

Både Alternativet og Enhedslisten har fået kritik for at fravælge det tunge beskæftigelsesområde frem for de "lettere poster" inden for kultur og miljø.

For hurtigt ude: Valg af borgmesterpost udløser ballade i Alternativet

Ifølge Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard afventer de i Venstre fortsat, at Alternativet melder beslutningen om borgmesterposten officielt til borgerrepræsentationen.

Venstres nyvalgte medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation skal mødes mandag. Herefter forventer Cecilia Lonning-Skovgaard at kunne melde ud, hvilken borgmesterpost hun skal bestride de kommende fire år.

Efter Venstre er det først De Radikale og siden SF, der må vælge poster.

Det ventes, at De Radikale går efter posten som socialborgmester. Det vil efterlade posten som sundheds- og omsorgsborgmester til sidstevælger SF.

Den officielle konstituering finder først sted 7. december på Københavns Rådhus.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her