Fortsæt til indhold
Politik

Peter Rahbæk Juel fik drømmevalg i Odense

Socialdemokratiet fik 42,1 pct. af stemmerne i landets tredjestørste by. Dermed beholdt det røde flertal magten.

Kort efter at klokkerne i Odense Domkirke havde slået 24.00, og den 21. november var blevet til den 22., ankom en høj, slank 40-årig mand med briller og vandkæmmet hår gående til byens rådhus.

Badet i blitzlys som en anden rockstjerne bevægede han sig langsomt op mod 2. sal, mens det ene spørgsmål efter det andet fløj gennem luften i håb om at få en kommentar fra aftenens helt store hovedperson.

Odenses nuværende borgmester socialdemokraten Peter Rahbæk Juel og hans parti blev kommunalvalgets helt store vindere i landets tredjestørste by. Partiet fik en fremgang på 13,3 procentpoint sammenlignet med sidste valg.

»Jeg kniber mig lidt i armen. Dette resultat overgår alle forventninger,« sagde han og betegnede sig ellers som en mand med begge ben plantet solidt på jorden.

Derfor var han også meget tilbageholdende med at udråbe sig selv som borgmester, men konkluderede, at udgangspunktet for en god forhandling ikke var ringere stillet, efter at valgresultatet blev kendt.

»Vi er i hvert fald ikke stillet dårligere til at forhandle,« sagde han.

Klapsalver og bifald lød fra partifællerne, da Peter Rahbæk Juel omgivet af et stort pressekorps viste sig i døren til rådhusets festsal.

»Peter, Peter,« råbte nogle, mens hovedpersonen selv forholdt sig tavs for en stund.

Peter Rabæk Juel var overvældet over den markante fremgang.

»Vi har troet på Odense, og det har borgerne gengældt. De har fortalt os, at de er villige til at betale lidt mere for at få en bedre velfærd. Vi skal fortsætte i samme retning som hidtil. Byen er i vækst, og der er blevet skabt arbejdspladser. Det skal der også fremover,« sagde han.

Odense Kommune vil i løbet af 2018 hæve skatten, men Peter Rahbæk Juel forsikrede, at det maksimalt bliver 0,2 pct., således at den samlede skattestigning i 2017 og 2018 når 1 pct.

Den optimistiske stemning og troen på et godt valg begyndte allerede tidligt på valgaftenen, da de første optællinger fra de ellers normalt blå forstæder til Odense tikkede ind.

»Er tallene byttet rundt, eller har nogen talt forkert,« lød det begejstret fra en flok socialdemokrater i festsalen, men tallene viste sig korrekte, og senere på aftenen, da mandattallet nåede 13, blev glæden ikke holdt tilbage blandt S-tilhængerne.

Smilet var, allerede før Peter Rahbæks Juels ankomst til rådhuset, ekstra stort hos den forhenværende borgmester Anker Boye (S), som efter 24 år i lokalpolitik ikke var at finde på stemmesedlen ved dette valg.

»Jeg har været spændt på, hvordan det ville være at stå i kulissen. Ville stemningen trække i mig igen, men det gjorde den ikke. Jeg er stolt af det arbejde, Peter Rahbæk Juel udfører. Han fortsætter partiets linje og udviklingen af byen,« sagde Anker Boye.

Den garvede socialdemokrat trådte tilbage sidste år, hvorefter han overlod borgmesterposten til Peter Rahbæk Juel.

Tilbage i festsalen ebbede den euforiske stemning langsomt ud, efter at borgmesteren og de øvrige politikere fra rød blok trak sig tilbage til borgmesterkontoret for at fordele de tre rådmandsposter, som den råder over. Og først da klokken havde passeret 03.00, dukkede Peter Rahbæk Juel op igen sammen med de øvrige politikere.

Rådmandsposterne var fordelt, og SF blev den store vinder, til trods for at partiet gik et mandat tilbage ved valget.

Men hvilket område Brian Dybbo (SF) skal stå i spidsten for, er endnu uklart, da Venstres spidskandidat Jane Jegind forlod rådhuset uden at meddele den genvalgte borgmester, hvilken rådmandspost hun ønsker.

Jane Jegind ønskede heller ikke personligt Peter Rahbæk Juel tillykke med det gode valg trods flere heftige debatter undervejs i valgkampen. Hun var tydeligt skuffet, da hun efter klokken et natten til onsdag trådte frem i offentligheden og erkendte nederlaget.

»Vi må acceptere, at et flertal af odenseanerne gerne vil betale mere i skat. Det har de vist klar opbakning til, og det tager vi til efterretning,« sagde hun, da Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative krøb frem fra skjul, netop som det endelige valgresultat blev offentliggjort.

»Tillykke til Peter Rahbæk,« lød det, da døren gik op, og flere triste ansigter viste sig.

Ifølge Peter Rahbæk Juel skal Socialdemokratiets gode valg også bruges til at vaske tavlen ren mellem ham og Jane Jegind og søge det brede samarbejde i et ellers splittet Odense byråd.

»Jeg ser frem til at snakke med Jane Jegind og finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra,« siger Peter Rahbæk Juel, der også er stolt af at have bevist, at han kunne løfte arven efter Anker Boye.

»Det viser, at jeg har ført en politik, som borgerne i Odense er enige i.«