Wilbek: Jeg vil da gerne have en bred aftale
Interview: Viborgs kommende borgmester - den tidligere guldtræner Ulrik Wilbek - håber onsdag at kunne samle hele byrådet, efter at natten endte i et drama.
Ulrik Wilbek (V) kan natten til onsdag kalde sig borgmester i Viborg fra årsskiftet. Posten er dog kun kommet i land gennem en aftale mellem halvdelen af byrådets partier, og især De Konservative er vrede over, at Venstre og Wilbek har valgt en smal konstituering.
Du er gået til valg på en bred aftale i konstitueringen, men indgår nu en natlig aftale kun med S og DF. Hvordan hænger det sammen?
»Vi skal arbejde videre med konstitueringsaftalen i løbet af onsdagen. Men jeg håber, at de tre andre partier, Konservative, SF og Enhedslisten, da også kommer med. De har været til forhandlinger og kan tilslutte sig aftalen, hvis de vil, når det bliver dag igen.«
De Konservatives spidskandidat og nuværende borgmester Torsten Nielsen er dybt skuffet og vred over, at du laver en aftale uden om hans borgerlige parti, De Konservative?
»Jeg håber, at de nu bruger natten til at kigge på det, så vi kan lave en bred aftale i morgen. I første omgang er det lykkedes at lave en aftale med S og DF. Og så kører vi videre.«
Du bliver borgmester, men Venstre går faktisk tilbage i Viborgs byråd. Hvordan ser du på valget for dig selv personligt?
»Venstre har for første gang i 28 år fået borgmesterposten i Viborg. Det gik vi til valg på. Det vigtigste er det politiske indhold, og det vil vi offentliggøre i morgen, hvor vi er klar med en god aftale.«