Skuffelse og tilbagegang - Thulesen har fået sit første nederlag

Siden Kristian Thulesen Dahl overtog roret i Dansk Folkeparti, har det været en lang opadgående succeskurve. Indtil den 21. november 2017. For tirsdag mødte guldfuglen første gang modstand.

Valgets helt store overraskelse blev, at Dansk Folkeparti er gået tilbage 10,12 pct til blot 8,78 pct. Det havde ingen set komme, og partiet havde da også sat som officielt mål at gå frem på den samlede landspolitiske procentsats.

Det er kun to år siden, at DF fik massiv fremgang ved folketingsvalget og endte på 21,1 pct. Som Danmarks største borgerlige parti. Det første folketingsvalg med Thulesen i front. Og siden har den stærke frontfigur fra Thyregod vekslet positionen til maksimal indflydelse på Christiansborg.

Også ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015 kom Thulesen ud som sejrherre. Ligesom han i den grad gjorde ved valget til Europa-Parlamentet, hvor partiet blev det aller største og leverede en fremgang på 11,3 procentpoint. Smilene var også store ved kommunalvalget i 2013, hvor partiet gik pænt frem.

Slukøret

Men tirsdag aften i denne uge var der for første gang ingen jubel på DF-formandens kontor.

Hurtigt tegnede der sig et mønster af nederlag hos DF. I Assens gik partiet tilbage, selv om brormand Jens Henrik Thulesen Dahl var bragt i spil som borgmesterkandidat.

Og i Guldborgsund, hvor DF egentlig gik frem, lykkedes det ikke profilen Rene Christensen at blive borgmester. Partiets finansordfører opgav kort efter midnat at blive partiets første rigtige borgmester.

Også i Hvidovre, hvor DF-folketingsmedlemmet Mikkel Dencker var udråbt som borgmesterhåb, endte det i tilbagegang.

Summa summarum

Men hvad er forklaringen så? Det kedelige svar er, at ingen rigtig ved det. I DF taler man om en mur af gamle borgmesterpartier, som er svær at bryde igennem. F.eks. står et parti som De Konservative stadig stærkt lokalt og leverede også i år et flot resultat, selv om man har været udfordret maksimalt på landsplan. Men det forklarer selvsagt ikke tilbagegang.

For de gamle partiers fordel ved at have borgmesterkæderne i forvejen var også på spil i 2013. Derfor er det svært at forklare en samlet tilbagegang med den type objektive forhold.

Er det så Socialdemokratiets højresving? Måske kombineret med det faktum, at der ikke rigtig har været en stærk udlændingedagsorden som bagtæppe til den kommunale valgkamp. DF har forsøgt at slå fast, at lokalpolitik også handler om udlændingepolitik. Men sammenhængen er ikke for alvor blevet knyttet op på de lokale forhold, og det vil man gøre sig mere umage med næste gang.

Er det så DF’s samarbejde med S? Mette Frederiksen kom ud som valgets store vinder, men betyder det, at hun har lukreret mere på parløbet? Måske.

Er det den manglende griben efter regeringsmagten? Kan det få danskerne til at tvivle på, om DF er et indflydelsesparti?

Eller er de mislykkede kampagner i København, Odense og Aarhus, der med tilbagegang i de vælgertunge byer koster dyrt på det samlede resultat? Sikkert.

Er der i virkeligheden 98 lokale forklaringer? Ganske givet. I Assens var DF med til at lukke skoler. Den slags koster.

Har partiet generelt for svage kandidater, som ikke kan mønstre Thulesens niveau? Formentlig.

Indtil videre er det summen af det hele, som har påført DF-toppen et nederlag af de større. I den kommende tid vil der blive analyseret nøje på resultaterne i jagten på årsagssammenhænge.

Wauw-effekten

Netop overraskelsesmomentet i DF’s rædselsnat gør nederlaget endnu større. Det er altid det uventede, der bliver fortællingen. Wauw-effekten. At Venstre går tilbage havde alle ventet, og derfor fylder det mindre i den store evaluering. At S går frem, er heller ingen store overraskelse, og succes fylder i øvrigt altid mindre end nedture gør.

At det så ovenikøbet er første gang, vi ser Kristian Thulesen Dahl i modvind, cementerer blot elendigheden.

Thulesens DF har været en teflonpande, hvor selv skandalen omkring Messerschmidt ikke for alvor har brændt sig fast. Succesen har heller ikke kun handlet om danskernes opbakning. Det var historisk, da Pia Kjærsgaard indtog formandsposten i Folketinget i 2015. En post, der formelt er finere end statsministerens ifølge rigets formelle rangorden.

Siden har spekulationerne handlet om, hvornår DF også kunne indtræde i regering. For at fuldende rejsen fra udstødt protestparti til anerkendt magtparti. Et vigtigt skridt på samme rejse var kommunalvalget 2017. Her havde DF’erne – uden at de turde sige det højt – håbet på flere borgmesterposter. Poster som ville være et vigtigt skridt i DF’s evolution.

I stedet blev valget et tilbageskridt.