Venstre får næsten halvdelen af stemmerne på Mors
Morsingboerne belønner Venstre og borgmester Hans Ejner Bertelsen med klar fremgang på Limfjordsøen.
Stemmeoptællingen på Mors er overstået, og det står klart, at Venstre og borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) har fået et komfortabelt rygstød af vælgerne.
Venstre går over 14 procent frem og får næsten halvdelen af stemmerne på Limfjordsøen − 48,3 procent. Det kan partiet veksle til 12 mandater i byrådet.
Socialdemokratiet med spidskandidat Viggo Vangsgaard forrest bevarer andenpladsen med omkring 28 procent af stemmerne, men går en anelse tilbage i forhold til seneste kommunalvalg. Partiet mister ét mandat og får seks pladser i byrådet.
Det bliver altså næppe denne gang, at det lykkes socialdemokraterne at generobre borgmesterkontoret, som partiet mistede i 2013.
De helt store tabere er dog Demokratisk Balance, der kun har fået 704 stemmer - 5,6 procent af stemmerne - mod sidste valgs 2.645 stemmer.
Der er 16.421 stemmeberettigede vælgere på "Limfjordens perle", og 12.652 af dem har været forbi stemmeboksene. Dermed er stemmeprocenten end på 77,04 procent.