Fortsæt til indhold
Politik

Oprøret ulmer: Kan Venstres Stén Knuth beholde posten?

Der er lagt op til et sandt valgdrama i Slagelse, hvor Liberal Alliance nægter at pege på Venstres Stén Knuth som borgmesterkandidat. Netop LA-mandaterne sikrede Knuth borgmesterposten ved det seneste valg.

Personfejder og iskold luft mellem flere af de mest fremtrædende politikere i Slagelse Byråd truer med at vippe den siddende borgmester, Venstre-manden Stén Knuth, af pinden.

Sådan ser øjebliksbilledet ud i Slagelse, inden vælgerne tirsdag skal afgøre den vestsjællandske kommunes politiske fremtid.

Siden Stén Knuth erobrede borgmesterposten ved det seneste kommunalvalg i 2013, har en række sager skabt store interne stridigheder i byrådet, der er kulmineret i månederne op til kommunalvalget.

I august annoncerede Liberal Alliance, der i Slagelse Byråd er repræsenteret ved folketingsmedlemmet Villum Christensen og hans tvillingebror Troels Christensen, at de ikke længere kunne pege på Stén Knuth som borgmester.

»Vi kan aldrig pege på ham efter et valg,« lød det dengang fra Villum Christensen.

Det var netop Liberal Alliances to mandater, der sikrede Stén Knuth posten som borgmester ved det seneste kommunalvalg, hvor han afløste socialdemokraten Lis Tribler, der ellers havde siddet på posten i en årrække.

Det er især sagen om et fejlslået millionprojekt om miljøvenlige brintbusser, der har banket en kile ned gennem blå blok på Slagelse Rådhus. Sagen har foreløbig kostet en embedsmand jobbet, og kommunaldirektøren har sagt op, men beskyldningerne fortsætter med at flyve på kryds og tværs af byrådssalen.

Stemningen på rådhuset fik endnu et nøk nedad, da fem tidligere borgmestre i en annonce i en række lokale medier opfordrede vælgerne til ikke at stemme på Stén Knuth.

»I de sidste fire år har der været et fremragende og seriøst samarbejde i fagudvalgene. På tværs af partier. Kun på to områder er det gået galt: I økonomiudvalget og i byrådet. Begge steder er borgmesteren formand,« lød det i annoncen.

De fem tidligere borgmestre var socialdemokraterne Niels O. Pedersen, Lis Tribler og Flemming Erichsen, LA's Troels Christensen og løsgængeren Jens Jørgensen.

»Jeg er meget skuffet. Jeg synes, at valgkampen har nået et niveau, hvor jeg i hvert fald ikke selv vil spille med,« lød modsvaret fra Stén Knuth ifølge sn.dk.

I skyggen af stridighederne mellem borgmester Stén Knuth og Liberal Alliance, har Socialdemokratiet kørt sin borgmesterkandidat, det tidligere folketingsmedlem John Dyrby Paulsen, i stilling.

Slagelse har gennem lange perioder været en socialdemokratisk kommune og da partiet mistede posten til Knuth i 2013, var der ikke mange stemmer til forskel.

Villum Christensen har tidligere udtalt, at Liberal Alliance ikke er afvisende over for at pege på socialdemokraten John Dyrby Paulsen som borgmester, og derfor er der på forhånd lagt op til en dramatisk valgaften i Slagelse.