Fortsæt til indhold
Frøkjær

Interview: »Afslutningen er det sværeste«

Den 52-årige krimiforfatter Jesper Stein modtog boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær 2015, og han har opnået en fantastisk popularitet med sin serie om antihelten Axel Steen – senest i romanen ”Papa”.

Cecilie Frøkjær

Hvorfor skriver du?

»Fordi jeg ikke kan lade være.«

Hvordan ved du, at en ny bog er ved at tage form?

»Når jeg har skrevet mig varm i de forskellige spor, typisk 40-50 sider. Jeg ved ikke så meget om, hvad der skal ske, men jeg ved, at jeg har fat.«

På hvilken tid af døgnet skriver du bedst?

»Om morgenen. Når jeg ikke er blevet forstyrret af børn og praktiske ting, men bare kan sætte mig til tastaturet.«

Er din bog skrevet på ren inspiration eller fast arbejde?

»Fast arbejde. Når jeg ikke føler mig inspireret, tvinger jeg mig selv til at blive siddende og arbejde.«

Hvilken del af processen – fra første tanke til udgivelse – er sværest?

»Afslutningen er den sværeste – at få plottet til at gå op, uden at det bliver for søgt og arrangeret. Det er svært.«

Hvad er den bedste sætning, du selv har skrevet?

»Den første i min debutroman: ”Det var vidunderlig sex”.«

Hvilken bog anbefaler du oftest til andre?

»Michael Connellys ”Det sorte Ekko”.«

Som litteraturjournalist på Jyllands-Posten har jeg interviewet flere forfattere, hvis bøger jeg ikke kunne nå at læse. Og alligevel sagde jeg, at jeg havde læst dem.

Hvilken bog har du grinet højest af undervejs?

»Nick Hornbys ”High Fidelity”.«

Hvilken bog har du løjet om, at du har læst?

»En del. Som litteraturjournalist på Jyllands-Posten har jeg interviewet flere forfattere, hvis bøger jeg ikke kunne nå at læse. Og alligevel sagde jeg, at jeg havde læst dem. Nu, da jeg selv er blevet forfatter, fortryder jeg det virkelig, fordi det er helt åndssvagt ikke bare at tone rent flag. Jeg kan altid mærke, når folk lyver om, at de har læst mine bøger, og kalder Axel for Alex og roder rundt i det.«

Hvad er den bedste sætning, du har læst?

»Leonard Cohen har skrevet de 20 bedste sætninger, jeg kender. En af dem er: ”There is a crack in everything, that’s how the light gets in”.«

Hvordan har du det med happy ends?

»I det virkelige liv elsker jeg dem. I fiktionen giver de mig let kvalme.«