<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Borgerkrig i Frankrig?

Nu er det ikke kun landets efterretningschef, men også den afgående venstreorienterede indenrigsminister, der advarer mod katastrofen.

For nylig trak den franske indenrigsminister sig fra sin stilling. En 71-årig politisk korrekt socialist, der aldrig rigtigt fattede, hvordan Frankrig kunne ende i et multikulturelt mareridt. Men han har i hvert fald forstået, at noget er helt galt fat. I en afskedssalut advarer han mod de enorme problemer, som Frankrig står overfor, hvis ikke nogen gør noget. Og adspurgt, om han deler den franske efterretningschefs advarsel om risiko for borgerkrig, svarer den gamle socialist, at han ikke kan lide at bruge ordet, men at det er en risiko. Som den socialliberale debattør Rasmus Brygger, der indvandrerpolitisk er nogenlunde på linje med Zenia Stampe, erklærede sidste år efter et skræmmende besøg i Frankrig, ville han bortkaste alle sine principper, hvis Danmark ender med lige så store integrationsproblemer som franskmændene har.

Det store spørgsmål er så selvfølgelig, hvor stor risikoen for borgerkrig i Frankrig er. Noget nær det værst tænkelige scenarie for vores kontinent. Hvad har vi egentlig af historisk sammenligningsgrundlag? Der er ikke rigtigt nogen oplagte. Det bedste, vi kan sammenligne med, er vel Libanon. Libanon var en svagt funderet stat med kristent flertal, der oplevede en gradvist øget muslimsk befolkning – i høj grad på grund af flygtninge, i øvrigt. I 1975 blev landet så kastet ud i en sekterisk borgerkrig, der varede 15 år, og i dag har man fundamentalt set en ustabil stat med et muslimsk flertal.

Frankrig har imidlertid ikke i nærheden af den muslimske befolkningsandel, som Libanon havde. Derudover har Frankrig en lang historie med en velkonsolideret national kultur, hvilket man ikke ligefrem kan sige om Libanon. Truslen er først og fremmest de dystre perspektiver. At det allerede er slemt. Og egentlig kun lader til at blive værre. Men det behøver selvfølgelig ikke ende i borgerkrig.

For hvordan ender kulturmøder ellers? Jo, det ender som udgangspunkt med adskillelse. Grænser mellem den ene og den anden kultur er grundlæggende den måde, vi har fået en fredelig verden på. Vi mennesker kan simpelthen ikke lade være med at organisere os sammen med nogen, der minder om os selv. Hvis ikke staten og nationen er sammenfaldende, så vil vi i det mindste have en kulturelt opdelt føderation som i Schweiz. Og tager man forbi multietniske byer som Nørrebro, vil man konstatere, at byen er opdelt i monokulturelle bygninger eller i hvert fald opgange. Vi kan åbenbart ikke lade være.

Det ser vi selvfølgelig også i Frankrig ligesom i Danmark. Der er en stærk tendens til at muslimerne bosætter sig med andre muslimer, og mange steder er opsplitningen så tydelig, at der er tale om et parallelsamfund.

Hvem ved, hvordan den geografiske opdeling vil se ud i løbet af de kommende årtier? Måske kan man forestille sig, at der vil opstå et sammenhængende territorium med islamisk parallelkultur. Det er sådan, stater bliver født. Måske ender Frankrig ikke med borgerkrig, men med opløsning i forskellige stater og nationer.

Det, der først og fremmest taler for konflikt, er det islamiske. Vi må konstatere, ligesom Huntington empirisk gjorde, at islam har det med at bekrige sine naboer. Hvad enten islam møder det kristne Europa, det kristne Afrika, det hinduistiske Indien, det ortodokse Rusland eller det buddhistiske Myanmar, er der konflikt. Det kan ikke undre stort, at den islamiske kultur historisk set har haft krigeriske tendenser, når nu dens profet og idealmenneske var en stor krigsherre. Så nogen konfliktfri relation er der ikke ligefrem udsigt til, men det ville jo unægtelig gå mere fredeligt for sig, hvis den islamiske kultur og den vestlige var klart adskilt af landegrænser.

Der er selvfølgelig også fredelige udveje af kulturmødet. Lad os tage den åbenlyse først. At de muslimske borgere i Frankrig holder op med at være forskellige fra de franske og bliver kulturelt assimileret. Det er jo immervæk den nemmeste måde at løse kulturkonflikten på. Muslimerne skal i første, anden eller tredje generation blive mere og mere franske. Gifte sig ind i den oprindelige befolkning. Til sidst er de kulturelt set væk. Der vil være et stort og vigtigt minde om de tilvandredes kultur, men i al væsentlighed er den blevet opløst i den franske. Ligesom det har været tilfældet med stort set alle andre indvandrere gennem historien. Det sker desværre ikke i disse år. De vil ikke selv, og det franske samfund kræver det ikke engang af dem. Nej, kravet om tilpasning går mest fra muslimerne og mod deres nye hjemland. Som i Houellebecqs værste dystopi kan man forestille sig, at det ikke er muslimerne, der bliver franske, men Frankrig, der bliver muslimsk.

Og så er der selvfølgelig også et sidste alternativ til borgerkrig. Det lader til at være venstrefløjens hidtidige plan. Der opstår et socialistisk drømmesamfund. Kulturer lever i fred og fordragelighed med hinanden i gensidig tolerance og respekt. Religionerne bliver gradvist sekulariseret, og de franske borgere opbygger i stedet et tværkulturelt fællesskab forankret i menneskerettigheder, global solidaritet og andre “universelle” værdier. Et sådant samfund har godt nok aldrig eksisteret. Og udviklingen går på alle parametre den anden vej. Der er vist heller ikke så mange, der tror på det længere. Og hvad skulle egentlig også grunden være til det?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
25.09.20, 12:00
Den røde bloks ivrige ligestillingspolitikere har tydeligvis ikke gjort sig dybere tanker om konsekvenserne af det, de kræver. Læs mere
Af Henrik Højlund
24.09.20, 21:29
Lige nu er diskussionen om social kontrol igen på tapetet, med afsæt i RUC-rapporten. Begrebet "social kontrol" misbruges, så alle der ikke indpasser sig efter majoritetens holdninger rammes af begrebet. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
24.09.20, 16:37
Nu hersker kvindemagten på Ekstra Bladet Læs mere
Af Søren Gade
24.09.20, 13:30
EU burde vende sig mod Australien og lade sig blive inspireret af dets model. F.eks. ved at sige, at de, som kommer illegalt til Europa, aldrig kan få permanent ophold i EU. Læs mere
Af Nauja Lynge
24.09.20, 11:53
Sig aldrig til mennesker, som rejser en sårbar debat, at problemet ikke eksisterer. Det er den sikre vej til enten at tysse en debat ned eller kaste så meget benzin på bålet, at debatten løber af sporet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.09.20, 10:23
Hvor mærkeligt det er at afsky sine egne og sleske for de andre. Lige nu hedder den største hader af Europa Ursula von der Leyen. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
24.09.20, 02:03
USAs anerkendte institution miskrediteres bevidst af Trumpadministrationen Læs mere
Af Louis Jacobsen
23.09.20, 16:06
Når Dansk industri går i kødet på lokalaftalerne i Københavns Lufthavn, er coronaen bare en undskyldning. De gjorde det samme med DSB for et par år tilbage. Læs mere
Af Rune Lund
23.09.20, 11:50
Vores ældre fortjener en værdig alderdom. Derfor skal ældreplejen skal have et løft i den kommende finanslov. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.09.20, 22:21
Hvilken mand vil indrømme, at han ligger under for kvindemagt? Og hvad med den kultur, hvor kvinder udnytter mændene og får et karriereløft på grund af evner, der ikke vedrører arbejdet? Debatten må tilbage på sporet. Læs mere